Danmarks økonomi er på skrump. En opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at bruttonationalproduktet (bnp) faldt med 0,3 procent i årets andet kvartal.
Faldet var særligt drevet af tilbagegang inden for handel, mens medicinalindustrien fortsat bidrager i den modsatte retning.
Bnp er et udtryk for størrelsen af et lands økonomi. Stigninger eller fald viser, om økonomien vokser eller skrumper. Samlet set af dansk økonomi vokset 1,5 procent i år, hvis man også inddrager udviklingen i første kvartal.
Tages medicinalindustrien ud af ligningen, faldt bnp med 0,5 procent i hele perioden.
Tore Stramer, cheføkonom hos Dansk Erhverv, kalder det »en streg i regningen«, at økonomien er i tilbagegang.
»Nedgangen i økonomien uden for medicinalsektoren er større, end vi gik og troede tidligere«, skriver han i en kommentar.
»Vi må sande, at det økonomiske opsving har passeret sin udløbsdato, og at afmatningen nu har fat uden for medicinalindustrien«, lyder det.
Han forventer dog en forholdsvis mild afmatning uden for medicinalindustrien i den resterende del af 2023 og hele 2024.
»Væksten på vores største nærmarkeder er udfordret i øjeblikket, hvilket hæmmer den danske eksport. Dertil er investeringerne og dele af privatforbruget hæmmet af de markant højere renter og inflationens udhuling af forbrugernes købekraft«, lyder det.
Det er desuden hans forventning, at afmatningen – om end den bliver mild – vil udløse et fald i beskæftigelsen fra de nuværende høje niveauer:
»Det bør dog ses som en naturlig tilpasning efter en række år med kraftig vækst og rekordhøj beskæftigelse«.
ritzau
fortsæt med at læse


























