Ifølge økonom svarer stigning i inflationen til, at en børnefamilie bruger 15.500 kroner mere på samme varer.

Stor stigning i inflation har gjort det meget dyrere at være børnefamilie

Foto: Annika Byrde
Foto: Annika Byrde
Lyt til artiklen

Det er blevet dyrere at være dansker det seneste år. Forbrugerprisindekset, der måler inflationen i Danmark, steg i november med 3,4 procent sammenlignet med året før. Det er den højeste stigning siden oktober 2008, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Det er særligt prisstigninger på brændstof, el og gas, som bidrager til den højere inflation. Årsstigningen på el var i november 32,2 procent. Det er det højeste i 30 år.

Ifølge cheføkonom Søren V. Kristensen fra Sydbank var gasprisen den, der gav det største bidrag til inflationen i november. Det rammer både forbrugere og virksomheder, hvor fragtraterne mange steder gør ondt, forklarer han.

»Heldigvis har vi set, at nogle af priserne er begyndt at falde igen, så jeg tror, at vi er tæt på toppen. Men omvendt vil vi nok se, at de her prisstigninger de næste måneder vil sprede sig til en lang række af varer. Så inflationen vil være høj i et godt stykke tid endnu«, siger han.

Markant merudgift

Den stigende inflation svarer til, at en børnefamilie i dag skal bruge 15.500 kroner mere for at købe de samme varer og tjenester som for et år siden, vurderer cheføkonom Jeppe Juul Borre fra Arbejdernes Landsbank.

»Det afhænger selvfølgelig af familiens forbrugssammensætning, men det er en meget markant stigning i merudgifterne for danskerne«, skriver han i en kommentar til tallene.

Han peger på, at der endnu ikke ses kraftige stigninger i lønnen.

Ifølge økonom Søren V. Kristensen fra Sydbank stiger priserne lige nu mere end lønningerne. Derfor er reallønnen – hvor meget du kan købe for dine penge – gledet i baggrunden, vurderer han.

»Det er første gang i næsten 10 år, at priserne stiger mere end lønningerne. Men det tror jeg, der vil blive lavet om på det næste halve års tid, hvor der er mangel på arbejdskraft. Lige nu er der historisk gode argumenter for at gå ind til chefen og bede om lidt mere i løn«, siger han.

Inflationen er et udtryk for udviklingen i priserne over tid. Når inflationen stiger, får forbrugerne mindre for de samme penge. Omvendt vil man gerne gerne have en lille, stabil inflation i økonomien, fordi det holder gang i forbruget.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her