Lukkede butikker under coronaudbruddet har været en dyr omgang for Magasin, der for første gang i 10 år har underskud. Koncernens omsætning er faldet med 10 procent i regnskabsåret 2019/2020, der løb frem til udgangen af august, til 2.577 millioner kroner. Omsætningen er holdt oppe af et stigende onlinesalg, men det har ikke været nok til at veje op for lukkede butikker.
Resultaterne dækker dermed over den første nedlukning i foråret, mens nedlukningen i december og januar ikke er med. Økonomidirektør Peter Fabricius er tilfreds med resultatet set i lyset af situationen.
»Det er grundlæggende svært at være tilfreds med en tilbagegang, men nedlukningen af stormagasinerne har virkelig ramt os. Vi er tilfredse med udviklingen i de perioder, hvor vores magasiner har været åbne, men det er klart, at tvangsnedlukningen har kostet rigtig mange penge«, siger han og fremhæver, at ingen ansatte er blevet fyret under coronapandemien.
Magasin har dog ikke kunnet tjene penge det seneste år og kommer ud af året med et minus på driften på 50 millioner kroner. Det er første gang siden 2010, at der er underskud hos kæden.
Magasin er syv steder i Danmark. Den nok bedst kendte Magasin ligger København. De øvrige er i Lyngby, Ørestad, Rødovre, Odense, Aarhus og Aalborg.
For det nye regnskabsår forventer Magasin at kunne levere et resultat på samme niveau som det seneste år.
»Vi havde en rigtig god periode og mange kunder frem til midten af december, hvor vi blev tvangslukket igen, og det har kostet en frygtelig masse penge. Vi har en rigtig god strøm af kunder i vores webshops, men det kan slet ikke opveje det, vi taber ved at holde de fysiske stormagasiner lukket«, siger Peter Fabricius.
Præcisering: I en tidligere version fremgik, at Magasin havde et minus på driften på 77 millioner kroner.
ritzau
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter