Politiken er uafhængig af politiske partier, organisationer, økonomiske interesser, grupperinger og enkeltpersoners indflydelse. Denne uafhængighed er en forudsætning for Politikens redaktionelle troværdighed.
I det følgende er reglerne for Politikens journalistik og etik skrevet ned. Men ingen skrevne regler kan dække alle forhold, og undtagelser kan forekomme.
Journalistik og etik er i øvrigt begreber, som til stadighed vil være til diskussion på redaktionen, blandt andet på redaktionsmøder og avisens interne efterkritik. Denne debat vil med jævne mellemrum medføre justeringer af dette papir.
Journalistik
Politikens journalistik skal være kritisk, saglig, korrekt og fair. Vi tilstræber mangfoldighed i valg af emner og kilder for at afspejle befolkningens sammensætning hvad angår køn og etnicitet, så dels flere kvinder, dels flere borgere med anden etnisk baggrund end dansk kommer til orde i Politikens journalistik.
Journalisten skal gå åbent og fordomsfrit til opgaven og undgå generaliseringer og stereotype fremstillinger. Politiken viser respekt for menneskers privatliv, etnicitet, nationalitet, religion og livssyn i journalistikken.
Journalisten skal forholde sig kritisk til alle kilders motiver. Sympati for eller antipati mod en given sag/person eller løfte om solohistorier og andre redaktionelle fordele må ikke sætte den journalistiske hæderlighed, fairness og væsentlighed ud af kraft eller fordreje vinkling, sprogbrug, billedvalg og placering.
Oplysninger skal være korrekte og skal derfor efterprøves. Overskrifter, underrubrikker og henvisningstekster skal have dækning i artiklen. Det skal i artiklerne klart fremgå, hvad der er faktuelle oplysninger, og hvad der er citater.
Begge/alle parter i en sag skal så vidt muligt komme til orde. Den kritiserede parts synspunkter må ikke gemmes til sidst, men skal fremgå fra begyndelsen af artiklen og/eller i underrubrikken. Redaktionen skal gøre, hvad der er muligt for at sikre sig den kritiserede parts synspunkter. Hvis det ikke lykkes, skal det fremgå, at den kritiserede part ikke er hørt og hvorfor. Vil den kritiserede part ikke udtale sig, skal det også fremgå.
Oplysninger, som kan krænke privatlivets fred, skal undgås. Undtaget er tilfælde, hvor væsentlig offentlig interesse vejer tungere end beskyttelse af den enkeltes privatliv.
Politiken offentliggør ikke navne på omkomne eller savnede personer uden at have vished for, at de nærmeste pårørende er underrettet. Selvmord, selvmordsforsøg eller anden personlig ulykke omtales ikke, medmindre klar almen interesse begrunder det. I så fald bør artiklen være så skånsom som muligt.
Ved dækning af retssager skal - som i andet journalistisk arbejde - begge parters synspunkter refereres. Ved forklaringer i retten sker det dog ofte, at det kun er den ene part, som forklarer sig i løbet af en retsdag. I så fald er journalisten forpligtet til at omtale modpartens synspunkt i forbindelse med artiklen. Omtale af en retssag skal altid følges op med et referat af sagens afslutning samt udfaldet.
Når kriminalreportage i overvejende grad er baseret på kilder hos politiet eller i anklagemyndigheden, skal dette fremgå af den redaktionelle tekst.
Politiken nævner som hovedregel ikke navne og andre oplysninger, der kan identificere mistænkte, sigtede, tiltalte eller dømte, medmindre væsentlig offentlig interesse taler for det og/eller vedkommende:
- er idømt en fængselsstraf på fire år eller derover,
- bærer ’gyldne kæder’ ved at være valgt til et offentligt hverv eller ved at være en central beslutningstager i erhvervslivet, i kulturlivet, i en organisation eller i en offentlig instans,
- i kraft af sin fremtræden i samfundslivet virker som et forbillede for andre eller er en markant skikkelse i den offentlige debat,
- udøver aktiviteter, der helt eller delvis er finansieret med offentlige midler,
- kan forveksles med eller kaste mistanke på andre, og hensynet til dem gør offentliggørelse nødvendig.
Kriterierne for, hvornår Politiken nævner navne og andre oplysninger om mistænkte, sigtede, tiltalte eller dømte, bruges også, når der skal tegnes fra et retsmøde. Hvis det er besluttet, at en persons identitet ikke nævnes, må vedkommende ikke kunne genkendes på tegninger fra retten.
Genrer
Vi betragter nyhedsanalyser som en del af de almindelige journalistiske genrer, og disse analyser skal derfor tilstræbe objektivitet og være fair og saglige.
I forhold til den journalistiske genre ’undercover’ (under dække) følger Politiken grundlæggende de almindelige regler for god presseskik. Historien skal derfor have væsentlig offentlig samfundsmæssig interesse, og dokumentationen må ikke kunne skaffes med almindelige journalistiske metoder. Derudover skal chefredaktionen godkende et sådant projekt.
Artikler, der ikke er skåret over den almindelige journalistiske læst - for eksempel kommentarer, ledere, anmeldelser og andre subjektive genrer - skal klart markeres grafisk eller placeres, så læseren ikke er i tvivl om genren.
Journalister, der dækker et emne i nyhedsreportagen, må ikke skrive ledere eller kommentarer om samme emne samme dag.
Forhold til kilderne
Det er Politikens journalisters ansvar at sikre, at det er klart for deres kilder, hvordan journalisterne bruger kildernes oplysninger og udtalelser.
Politikens journalister bør, når det er praktisk muligt, tilbyde kilder, at de kan få oplyst, hvad de citeres for, og i hvilken sammenhæng det indgår i artiklen. Kilder, som ønsker at få oplyst, hvad de citeres for, skal som udgangspunkt have ønsket opfyldt. Faktuelle fejl og betydende misforståelser skal rettes. Der er ikke tale om godkendelse af citater, og kilder har ingen indflydelse på artiklens indhold og vinkling. Det er Politikens ansvar.
Magthavere udtaler sig i kraft af deres stilling eller offentlige virke og ikke som privatpersoner. Medmindre andet er aftalt, kan de derfor altid citeres.
Politiken viser særligt hensyn til personer, som ikke kan forventes at være klar over konsekvenserne af deres udtalelser, og misbruger ikke deres følelser, uvidenhed eller svigtende dømmekraft.
Politiken betaler ikke for oplysninger og udsagn fra eller interview med kilder.
Politiken bruger som hovedregel kilder, der står frem, for unavngivne kilder mindsker troværdigheden. Som andre medier er Politiken dog af og til afhængig af kilder, der ønsker at optræde anonymt.
Brugen af anonyme kilder bør af troværdighedsgrunde begrænses mest muligt, og vi skal være særlig kritiske over for kilders motiver til at være anonyme. Chefredaktionen skal orienteres om en anonym kildes identitet, hvis dette er nødvendigt for at bedømme en artikels egnethed til offentliggørelse eller til vurdering af en klagesag mod bladet. Navne på kilder, der er lovet anonymitet, vil ikke blive røbet til tredjemand.
Der skal udvises særlig omhu ved enhver form for indsamling, opbevaring eller videregivelse af fortroligt materiale, digitalt såvel som fysisk, deriblandt materiale, der kan røbe en anonym kildes identitet.
Generelt gør Politiken det klart for læseren, hvem der er kilden til en oplysning, et synspunkt eller en kritik. Afsenderen skal normalt kunne identificeres klart og tydeligt. Politiken beskriver, hvordan oplysningerne er kommet i vores besiddelse, hvis disse omstændigheder har relevans for læseren.
Som udgangspunkt har Politiken selv talt med de kilder, som optræder i avisen, så medmindre der står andet, er det en kilde, der udtaler sig til Politiken.
Politiken angiver altid kilden til skriftlige oplysninger fra nettet, opslagsværker, andre medier og nyhedsbureauer og efterlever Danske Mediers vejledende retningslinjer for citater. Det indebærer blandt andet, at der i citathistorier, der bygger på andre danske medier, som hovedregel højst gengives ét direkte citat, at det citerede medie så vidt muligt angives som kilde i første afsnit, og at højst et par afsnit, svarende til højst 4-5 sætninger, baseres direkte på den citerede artikel.
Journalisten kan desuden bruge en fodnote i bunden af længere baggrundsartikler og reportager. Det øger artiklens troværdighed, fordi det er muligt at se i fodnoten, hvilke kilder der ligger til grund for artiklen. Samtidig er fodnoten en service over for læserne, så de selv hurtigt kan finde uddybende oplysninger om artiklens emne. I fodnoten nævnes som hovedregel de baggrundskilder, som ikke direkte er nævnt i artiklen, og der henvises til andre skriftlige og mundtlige kilder og til hjemmesider på internettet.
Citater skal være korrekt gengivet samt dækkende for, hvad kilden mener. Det skal så tæt på det talte sprog som muligt. Det er mindre vigtigt, om kildens udtalelser er ’flotte og rammende’. Det er dog tilladt at omskrive et ellers svært læseligt citat, så det er mundret og dækkende for kildens udtalelse. Er der tale om mindre, kosmetiske ændringer, kræver det ikke kildens accept.
Når journalistens spørgsmål til en kilde er en vigtig præmis for kildens udtalelse til avisen, bør spørgsmålet medtages i artiklen.