Henrik Palle, som Politikens læsere kender fra hans virke som kulturskribent og kritiker gennem flere årtier i avisen, trådte over på den anden side af stregen, da han for nylig udgav digtsamlingen ’Sene digte’. I stedet for at anmelde, som han plejer, blev han selv anmeldt – og ikke kun for det gode.

Det havde han faktisk en vis forventning om, fortæller han i Bogfolk, så allerede på forhånd skrev han den værst tænkelige anmeldelse af ’Sene digte’, han kunne forestille sig:

»Man skal jo ikke komme og tro, at man er noget, mindst af alt digter, når man har brugt et halvt liv på at fortælle andre, om de er gode eller dårlige til det, de gør. Så jeg satte mig ned og tænkte, hvad er det mest sårende, nedladende, foragtende, man kan sige om mig«.

Samtalen med Henrik Palle handler om selve anmelderrollen. Om hvad det vil sige at være en god anmelder. Om det siger Palle - efter at hans egne digte fik kritik:

»Det satte en række tanker i gang, som jeg har gjort mig før. Fordi jeg med jævne mellemrum tager min praksis op til revurdering og siger: hvad er det egentlig, du har gang i, gamle dreng? Jeg synes, man som kritiker er nødt til at være bevidst om, hvad ens præmis er, og hvad man bedømmer ud fra. Alle kritikere har en dagsorden, og man er nødt til at tone rent flag. Hvis en kritik er konstruktiv, melder den åbent ud om sin præmis«.

Palles digte er selvbiografiske, romantiske, byforelskede, barndomserindrende og nogle af dem også lidt nostalgiske. Han skriver om at holde ferie i Ballerup, gå i Bavnehøj-badet, spille yatzy med morfar i kolonihavehuset. Om ungdom og opvækst i et Danmark, som næsten er væk. Men der er også en sekvens af corona-inspirerede digte skrevet i sommerhuset under den første lockdown. Og så er der digtene om hans helte. C.V. Jørgensen og Jørgen Leth blandt andre.