»Noget af det mest hjerteskærende, jeg lærte ved at have kræft, var at disse kvinder, der havde taget sig af deres børn, deres partnere, deres familie, blev kasseret i det øjeblik, de selv var dem, der trængte til at blive taget sig af«.
Sådan siger den Pulitzerpris-vindende amerikanske forfatter og digter Anne Boyer.
Hun er ugens gæst i ’Den levende’, og i hendes selskab undersøger vi, hvad kræft har at fortælle om det samfund, vi lever i både økonomisk, socialt og kulturelt, og hvad det er for en indsigt og et klarsyn, man får, når man står dødssyg og forladt.
»Nogle af reaktionerne på min kræftsygdom var forudsigelige, andre var meget mærkelige. Der var mennesker, jeg troede ville være i mit liv for evigt, som fandt min kræftsygdom ubærlig og gik. Der var mennesker, som jeg ikke havde stærke forbindelser til, som virkede mærkeligt tiltrukket af min sygdom og sårbarhed og gerne ville være en del af den. Og så var der også denne herlige ting med venner og tidligere kærester, folk der kredsede tilbage i mit liv. En underligt fortryllet tid for venskaberne«.
Anne Boyer vandt en Pulitzerpris for ’The Undying’ (som er udkommet på dansk med titlen ’Ikke at dø’), og det er med udgangspunkt i den, at Eva Eistrup i denne uge interviewer forfatteren – blandt meget andet om den overlever-retorik og individualisering, der præger måden vi taler om kræft og kræftsyge mennesker. I bogen skriver Boyer: »Forholdet til sygdommen tegner et portræt af os som samfund. Brystkræftens nederlag tilhører ikke de mennesker, der dør, men den verden, der gør dem syge«.
Hvordan den verden, vi lever i, er medskyldig i kræftsygdommen, fortæller hun om i ’Den levende’:
»De teknologiske muligheder for at kigge ind i vores genmasse er fantastiske. Bortset fra at vores gener bliver påvirket af miljømæssige faktorer. Hvis vi tænker på lysforurening, hormonel påvirkning, gift i maden, vandet, luften, stråling fra elektronik, stress på grund af den måde, vi er nødt til at leve livet på i senkapitalismen. Alle de her ting er med til at forårsage kræft. Og vi er fælles om dem. De er det grundlæggende stof, eksistensen er vævet af, i den industrielle modernitet«.
Halvdelen af befolkningen i den industrielle verden kommer til at få kræft i løbet af livet. I ’Ikke at dø’ skriver Anne Boyer om, hvad det har med kapitalismen at gøre:
»Når profit bliver vigtigere end mennesker, ikke kun i vores sundhedsvæsen, men i hele den måde livet hænger sammen på, er konsekvensen, at det sætter sig i vores kroppe«.
fortsæt med at læse
