»Når de her mænd slår på kvinder, så skyldes det, at de opfatter sig selv som højere i hierarkiet«

Arkivtegning Claus Nørregaard
Arkivtegning Claus Nørregaard

Du kender det fra Romeo og Julie. Og Twilight. Der bliver sunget om det i gamle middelalderviser, og Tom Jones og The Beatles dyrker det. Forbindelsen mellem kærlighed og død. En kærlighed så stærk, at nogen altså må gå i døden for den. Crime of passion. Men hele sammenvævningen mellem kærlighed og død er en gammel myte, der skal punkteres.

For partnervold og partnerdrab handler først og fremmest om magt og kontrol - ikke om kærlighed eller at det slår klik.

Det siger Trine Baumbach, professor i strafferet ved Københavns Universitet og medredaktør af den nye antologi ’Partnervold og partnerdrab - samfundets blinde vinkel’. Antologien beskriver et paradigmeskift i samfundsforståelsen af vold fra et fænomen, der indtil for relativt nyligt sås som mindre alvorligt, når det foregik inden for hjemmets fire vægge:

»Man taler i voldsforskningen om voldens hierarki, fordi man slår altid nedad i hierarkiet«, forklarer Trine Baumbach. Hun forklarer også, at magtaspektet er med til at forklare, hvorfor partnervold i forskning og konventioner ses som nært forbundet til traditionel kønsulighed mellem mænd og kvinder: »Når de her mænd slår på kvinder, så skyldes det, at de opfatter sig selv som højere i hierarkiet, og de opfatter sig selv som nogen, der har ret til at sætte den her kvinde på plads. Og det, der er rigtig vigtigt, det er, at vi får blik for, at der typisk ikke er tale om crime of passion. Det er magt og kontrol, der er tale om. Og det gælder i volden, men det gælder sådan set også for drab«.

Men vores blik på partnervold og partnerdrab, og myndighedernes håndtering af forbrydelserne, er dybt forankret i vores kulturelle blik på parforhold, kærlighed og romantik. Det er vævet ind i os og de kulturelleprodukter, vi forbruger.

Det taler Lotte Folke med Politikens eksistensredaktør Line Vaaben om i studiet. Hun er vikar for Eva Eistrup denne uge. Line har været en førende kraft i afdækningen af partnerdrab i Danmark, og hun og Lotte diskuterer vores forestilling om, hvad vold er, hvad kærlighed er og hvordan de kulturelt set har været tæt forbundne.

Sille Westphal

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her