Lyt til nyt afsnit af ’Du lytter til Politiken’.

Ukrainerne gik på gaden mod Zelenskyj. Pludselig dukkede han op ved den udbombede boligblok

Efter en uge med politisk turbulens og massedemonstrationer over hele Ukraine stod Volodymyr Zelenskyj fredag ansigt til ansigt med de overlevende beboere fra en boligblok i Kyiv, hvor 28 naboer blev dræbt af et russisk missil. Her foran en far med sin seksårige datter, som præsidenten gav et personligt løfte. Foto: Thea Pedersen

En nat i sidste uge ramte et russisk Iskander-K-missil en boligblok i Kyiv. 31 mennesker døde den nat.

Halvandet døgn efter angrebet går journalist Thea Pedersen rundt i den knasende lyd af glasskår, som plejede at være vinduer. Der hersker en mærkelig stilhed de steder, hvor bomberne har taget liv, fortæller hun. En stilhed, hun som krigsreporter kender lidt for godt.

Men denne gang bliver stilheden brudt, da en kolonne af store og sorte, pansrede biler pludselig ruller op. Da bildøren åbner, forstår Thea, at hun får mulighed for at opleve mødet mellem Ukraines krigspræsident og hans folk – i en tid, hvor tilliden til præsidenten har fået skrammer.

For det har vakt vrede i Ukraine, at Zelenskyj og parlamentet i juli vedtog en lov, der svækkede de to instanser, som bekæmper korruption i landet. I dette afsnit af ’Du lytter til Politiken’ fortæller Thea Pedersen om den krise, der har ramt den ukrainske præsident. Og om den modvilje, der stadig ulmer i befolkningen.

Vi hører gerne fra dig, skriv til: dulyttertilpolitiken@pol.dk

Jonas Bach-Madsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her