Der findes film, som gør dig helt øm i brystet af rørelse eller hulkegrin. Og så findes der film, der får din underkæbe til at ramme brystet i mødet med det glade vanvid. Sådan en film er den biografaktuelle ’Everything Everywhere All at Once’.
I den surrealistiske scifi-komedie, der allerede har taget de amerikanske filmhjerter med storm, følger vi den kinesisk-amerikanske midaldrende Evelyn, spillet af Michelle Yeoh, som lever 'sit værste jeg' i en hverdag, der er en ulidelig synkende skude. Familievaskeriet er konkurstruet, hun drukner i skattebilag og projektledelse af en familie, der ikke kan holde den bitre kvinde, hun er blevet, ud.
Men SÅ midt i et sjæleudmattende møde på skattekontoret udvikler ’Everything Everywhere All at Once’ sig til absurd og udgakket scifi-action, hvor Evelyn må kæmpe på tværs af uendelige universer mod en særlig og outreret ærkefjende, som symboliserer de dybeste sår i hendes fortid.
Lyt med, når vi hopper rundt i de forskellige meta-og multiverser, nørder filmen og taler om produktionsselskabet A24, der står bag et hav af nyere tids største film.
Hold på hat og briller, vi tager jer igennem filmen og de mange lag, genrer og temaer i den, der gør, at man mister pusten på den bedste måde.
POPTILLÆGGET
PANEL
Lone Nikolajsen, anmelder og journalist ved Dagbladet Information
Jacob Ludvigsen, film- og tv-redaktør på Soundvenue
