I dag dykker vi ned i dette stykke internet-historie, der katapulterede den selvudråbte ’Queen of Hoism’, Zola, ud i øjeblikkelig berømmelse og satte spotlight på en både misforstået og udskældt, men også popkulturelt feteret stripperbranche, hvor store navne som Amber Rose og ikke mindst Cardi B har trådt deres ungdomsstiletter.

Strippersagaen 'Zola': Vi gransker kritikken af hvidhed, af sexarbejderes vilkår og det uhyggelige indblik i brutal mennesketrafficking

Poptillægget • Strippersagaen 'Zola': Vi gransker kritikken af hvidhed, af sexarbejderes vilkår og det uhyggelige indblik i brutal mennesketrafficking

I 2015 greb en Twitterbruger ved navn Zola telefonen og begyndte den 148 tweet lange Twitter-tråd, der siden er gået over i historien som verdens måske bedste strippersaga. Historien om, hvordan stripperen A’Ziah Wells King kaldet ’Zola’ blev narret ud på en road trip fra absolut helvede og dybt ned i Floridas kriminelle underverden af kvinden Jessica, som hun lige havde mødt, er blevet hyldet og fremhævet for dens deadpan, sorthumoristiske tone, dens vilde suspense og ikke mindst Zolas overlegne storytelling. Lynhurtigt fik Twitter-tråden sit eget hashtag, som bare hed #TheStory.

Nu er twittertråden to rule all twittertråde på meget 2021-agtig vis blevet til en film med titlen ’Zola’, som er aktuel på årets Copenhagen Pix-festival. Filmen, der er en slags ’Hustlers’ møder ’Spring breakers’ møder Pulp Fiction’, er instrueret af Janizca Bravo og har Taylour Paige og Riley Keogh i hovedrollerne som Zola og Jessica – eller bare »that white bitch«, som hun mere eller mindre konsekvent hedder i tråden.

Vi nørder tråden, gransker filmen og det omkringliggende drama, og så taler vi om alt det, der gemmer sig i lagene. Kritikken af hvidhed, kritikken af sexarbejderes vilkår og ikke mindst det uhyggelige indblik i brutal mennesketrafficking.


Sille Westphal

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her