Pamela Anderson var sexbomben to end all sexbomber i 1990’erne, og Tommy Lee var den ultimative bad boy-rock’n’roller, og sammen var de tidens mest fascinerende it-par. Serien 'Pam & Tommy' fortæller den virkelige historie om, hvordan en hævngerrig håndværker stjæler Pam og Tommys kærlighedsknald og distribuerer det via det spritnye World Wide Web under navnet ’Stolen Honeymoon’.
Det, vi i dag ville kalde en digital seksuel krænkelse, blev dengang bredt kendt som ’det første celebrity-sextape’, og siden kom flere såkaldte ’sextapes’ til med Paris Hilton og Kim Kardashian som de mest kendte.
Men bedst som vi i 00’erne og 10’erne stadig lidt gik og opfattede de kendtes lækkede privatvideoer som karrierefremmende PR-porno, fortalte Paris Hilton os en anden historie om den hjemmevideo af hende som kun 18-årig i seng med sin daværende kæreste Rick Salomon. Under navnet ’One Night in Paris’ solgte han båndet til højestbydende og smadrede hendes liv.
I dag skal vi tale om den indvarsling af de digitale seksuelle krænkelsers tidsalder, som Pam og Tommys historie repræsenterer, vi skal tale om, hvorvidt tv-serier som ’Pam og Tommy’ skader mere, end de gavner, i forhold til at blive klogere på digital seksuel vold.
