Den nye Ghostbusters-film hedder det samme som den oprindelige Ghostbusters-film fra 1984. Altså, den hedder ikke Ghostbusters 3 eller Ghostbusters: Revival eller Ghostbusters: I Still Ain’t Afraid Of No Ghost – den hedder bare Ghostbusters. Begge film foregår i New York og handler om tre hvide videnskabsmand og en sort streetsmart karakter, som er ude og fange paranormale gestalter i offentligheden med deres skadedyrsudryddelsesagtige udstyr. Men i den nye Ghostbusters-film er det kvinder og ikke mænd, som redder dagen fra gespensterne. Dette har fået fans op i det røde felt og postulere, at fire kvinder ikke kan være ligeså sjove som én Bill Murray. Skuespillerinden Leslie Jones er ligefrem blevet personligt udsat for en stærkt racistisk hetz på sociale medier, hvor hun blandt andet fik tilsendt billeder af gorillaer og beskeder som ”Your Ghostbusters isn’t the first to have an ape in it”.
I ugens paranormale Poptillæg diskuterer panelet den nye Ghostbusters-film. Er den sjov? Og var den gamle egentlig overhovedet det? De nørder også den nye populære serie i Netflix-klassen, Stranger Things. Serien udspiller sig i 1980’erne og inkorporerer elementer fra andre film og serier med kultstatus om det overnaturlige og paranormale - men fungerer den også som selvstændig fortælling? Afslutningsvis kommer de naturligvis med ugens anbefalinger til anden populærkultur, man kan dyrke, hvis man er træt af paranormal 1980’er-pastiche.
Redaktion: Lucia Odoom, Christine Runøe og Katrine Hornstrup Yde.
Hør også Politikens Poptillæg som podcast på bl.a. iTunes, vores egen side og i Politikens app 'Politiken Podcast', der har fået en smuk version 2 og som kan hentes i app store. Og husk også at følge os på facebook, hvor vi lægger videoer, lister, debatemner og geniale gifs ud løbende.
fortsæt med at læse
