Selv om utallige filmkomedier er ret dumme, er det færre, der både er dumme med vilje – og alligevel virkelig morsomme.

Men netop med den kombination var den oprindelige ’Ghostbusters’ med til at løfte humøret i biograferne i 1984. Ikke mindst takket være Bill Murray og Dan Aykroyd, Ernie Hudson og Harold Ramis som det underfrankerede firkløver, der både troede på gespensternes eksistens og ’beviste’ den ved at tilintetgøre og fange kræene, herunder den monsterstore marshmallowmand, hvis michelinmand-lignende gemytlighed man ikke skal lade sig narre af, selv om han indgår i ghostbusterfirmaets muntre logo.

Nå, det var tider, men tiderne skifter jo, og det samme gør spøgelsesjægerne: De har simpelthen skiftet køn for at kunne begynde på en frisk med løjer af samme skuffe som i fortidens gyseligt store kassesucces og knapt så imponerende II-er fra 1989.

Lidt for meget samme skuffe – selv monsterskumgiganten vender tilbage til sidst, skønt det hele begynder i det små med rundvisning i et hjemsøgt hus, hvor poltergejsten viser sig at være mere reel, end guiden havde ønsket.

Siden går det anderledes vildt til, blandt andet med en giftiggrøn satan af en vinget dæmon, der gatecrasher en death metal-koncert, hvor vores nye firkløver har sit hyr med at få den laser-lassoet og lukket inde bag bly og barrierer.

Kan de fire kvindelige spøgelsesjægere måle sig med Murray, Aykroyd & co i sin tid med deres kedeldragter og fantasistråler til neutralisering af de paranormale kræfter? Ikke helt, men dog halvt.

Den fyldige, forhenværende standup-komedienne Melissa McCarthy fylder også rollen vittigt ud med højt humør og handlekraft, og som hendes scienceudflippede makker, der konstruerer det ene vilde spøgelsesvåben efter det andet, demonstrerer Kate McKinnon ægte komisk talent.

Kristen Wiigs mere damede og konventionelle figur står noget blegere, når hun kun modstræbende opgiver en ’rigtig’ akademisk karriere, før hun med fynd og klem kaster sig over grundforskning i gespenster.

Mens Leslie Jones som subwaykonduktøren, der konfronterer sin værste skræk og slutter sig til jagten på de onde ånder, er en reelt småpinlig kliché: enfoldig afroamerikaner med rullende hvide øjne stivnet af skræk.

Instruktør Feig læner sig uden blusel op ad Ivan Reitmans gamle succes. Ramis døde sidste år, men ellers har vist samtlige 1984-medvirkende kortere eller længere cameo-glimt her, Murray længst.

Og 30 års teknoudvikling har selvfølgelig sofistikeret de udøde utyskers digitalt hjulpne livagtighed såvel som de våben, de bekæmpes med.

Og så selvfølgelig 3D-teknikken: En stråle ektoplasma lige ud i synet på os i biografsalen er et plat virkemiddel, men effektivt! For en gangs skyld skal man ikke nøjes med 2D-versionen, hvis man igen vil se en komedie, der både er morsom – og dum med vilje.

fortsæt med at læse

Politikens Poptillæg: Det paranomale poptillæg