Det går ikke så godt i den nye sæson af ’Gift ved første blik’. Parrene kæmper med gensidig tiltrækning, geografisk afstand og afgrundsdybe forskelligheder, og indtil videre mangler vi den gnist af håb og ægte kærlighed, der trods alt var i sidste sæson (kan I huske Randi og Niels?).
I ’Paradise Hotel’ er der anderledes gang i den. Programmet har lånt ægteskabs-grebet fra førnævnte program, og i første afsnit bliver Tanja og Anders viet af en rigtig, mexicansk dommer. Det går godt, lige indtil Tanja knalder med Boris, og Anders bliver skuffet - ikke fordi hun knalder udenom, men fordi det en strategisk dårlig beslutning, mener han. Samtidig ligger Caroline og stresser af med sin medbragte dildo til tonerne af Daimis festlige sang ’Jeg kommer’.
De to programmer er umiddelbart ret forskellige, men har også det til fælles, at de er sociale eksperimenter, der udstiller parforholdsdynamikker og sociale hierarkier, så vi derhjemme kan sidde med popcorn og kloge os på menneskelige relationer.
Men hvorfor er det egentlig, at ’Gift ved første blik’ og ’Paradise Hotel’ er så godt tv? Og kan vi lære noget af at se det?
Ugens kompetente panel dykker ned i realitysuppen, og diskuterer casting, skurkeroller og feministisk onani i et forrygende program.
