Det er den første sætning, der bliver udtalt i ’Bobbi Jene’. Ohad Naharin, leder af det israelske dansekompagni Batsheva, betragter sine dansere øve. »I skal ikke være bange for at falde. Bare bevæg jer og mærk, hvordan bevægelsen ligesom bærer jer rundt«, siger han.
På en måde bliver den sætning et slags mantra igennem filmen. En af danserne i øvelokalet har nemlig en drøm om at bevæge sig ud af kompagniet efter 9 år, rejse tilbage til USA og prøve at stå på egne ben som solodanserinde. Hun hedder Bobbi Jean-Smith og er filmens magnetiske omdrejningspunkt.
Filmens instruktør, Elvira Lind mødte Bobbi Jene for første gang i New York for næsten seks år siden og blev omgående betaget af hende. Der gik ikke lang tid, før hun lånte et kamera, købte en flybillet og tog til Israel for at følge Bobbi. Hun anede ikke, hvad optagelserne skulle blive til, men det var en del af pointen, at det skulle være et kunstnerportræt i nutid: »Det var en af de ting, jeg vidste, at jeg havde rigtig meget lyst til at arbejde med i det her projekt. En der stod et sted i sin karriere, i den alder, hvor man ikke ved, om man kommer til at klare den eller ej. Om man er på rette vej med det, man skaber. Og jeg synes, det er sådan et stærkt øjeblik i en kunstners liv. Der hvor man skal satse alt. Det er så porøst lige der«.
Lyt til interviewet med Elvira Lind, der fortæller om at følge et menneske med sit kamera i fire år, om at komme helt tæt på, sove på luftmadrassen på gulvet - og ikke vide, hvad der egentlig kommer ud af det i sidste ende.
fortsæt med at læse
