Efter Ruslands angreb på Ukraine er de historiske taler og dramatiske ændringer, der varsler nye tider, kommet som perler på en snor. Fra dag til dag. I land efter land. Med Tyskland som lokomotiv efter den tale, hvor den tyske kansler Olaf Scholz trak tyskerne ud af historiens skammekrog og meldte landet ind i det 21. århundrede. Nu som militærmagt.
Herhjemme har vi også fået vores eget Scholz-øjeblik.
Vi foretager helst vores kvantespring i noget, vi kalder et nationalt kompromis. Og gerne med en dansk klassiker som ingrediens – en folkeafstemning om et af vores EU-forbehold.
I dag svarer Elisabet Svane på, om den slags ikke altid ender med et nej, uanset hvad anledningen er og hvad meningsmålingerne viser.
Vi skal også se på, hvordan krigen i Ukraine giver nye problemer, og muligheder, for tre centrale figurer i dansk politik. For pludselig står ingen brikker længere helt, som de gjorde før.
For statsminister Mette Frederiksen.
For Venstres lettere forslåede formand Jakob Ellemann-Jensen.
Og for Dansk Folkepartis nyvalgte og noget modvindsramte formand Morten Messerschmidt.
Politisk podcast
Uden For Citat handler om alt det, politikerne ikke siger, når mikrofonen er tændt.
Vært: Nils Thorsen
Gæst: Elisabet Svane, politisk analytiker på Politiken
