I Politikens nye podcast ’Technu’ undersøger Politikens tech-redaktør, Michael Jarlner, den teknologiske revolution, der er ved at vende op og ned på vores allesammens hverdag. I samtale med tre forskellige personer, der sidder helt forrest i denne teknolgiske revolution, forsøger han at blive klogere på, hvordan de arbejder med at kontrollere udviklingen.
I 2018 kom det frem, at det politiske konsulentfirma Cambridge Analytica havde fået adgang til millioner af brugeres oplysninger og brugt dem til politiske reklamer. Det førte til et opgør mod Facebook, som endte med at foregå... på Facebook. Facebook har sat sig på den demokratiske samtale, og med midler som fake news tjener de penge. For fake news tiltrækker vores opmærksomhed, den mest værdifulde ressource. Men hvad sker der med samfundet og dets demokratiske rammer, hvis der ikke kommer kontrol over situationen? Taber staten en kæmpe magtkamp mod de internationale techgiganter?
I tredje afsnit af podcasten kan du blive klogere på fake news, bobleøkonomier og det postfaktuelle demokrati, når vært Michael Jarlner har besøg af Vincent Hendricks, filosof og forfatter fra Københavns Universitets Center for Information og Boblestudier.
