I slutningen af 1600-tallet blev der opstillet gadelygter i København.
Lygterne var tranlygter, som blev tændt og slukket af vægterne, men af sparehensyn blev gadebelysningen ikke tændt i sommermånederne, hvor nætterne var lyse, og heller ikke i de nætter, hvor der ifølge kalenderen skulle være fuldmåne og dermed månelys. Magistratsmåneskin blev spøgefuldt sagt om det mørke, der var i gaderne, når det var overskyet og dårligt vejr, så man ikke kunne se fuldmånen og lyset fra den.




























