Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Grafik: Claus Nørregaard.
Foto: Privatfoto

Grafik: Claus Nørregaard.

Ramt af livet
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Jeg endte på piller og spenderede ugevis med at stirre op i loftet«

Ramt af livet
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I forbindelse med serien ’Ramt af Livet’ har vi tilbudt læsere at dele deres historie. Det har mange valgt at gøre. Vi har læst alle bidrag. Nedenstående fortælling er bearbejdet og publiceret efter aftale med forfatteren. Du kan dele din oplevelse med at blive ramt af livet her.


Niels Kliim fortæller sin historie:

Da vi stod over for at skulle have vores tredje barn efter en kompliceret fødsel af vores andet barn, ramlede det.

Nedturen kulminerede en aften, da jeg efter arbejde tog ud at spise med min kone og to børn. Jeg havde en meget travl periode og havde haft en hård dag, hvor jeg tydeligt husker, hvordan bogstaverne på skærmen på et tidspunkt fuldstændigt forsvandt for mig. Undervejs i middagen blev jeg så dårlig, at jeg reelt sad og ledte efter et godt sted at falde omkuld.

Jeg husker meget tydeligt, hvordan jeg sad der med to børn og havde lyst til at sige til min kone, at jeg var bange for, at jeg var ved at dø.

Det førte til den sædvanlige ’influenza’-sygemelding, der resulterede i, at da jeg kom tilbage, var bunken af opgaver vokset tilsvarende, og det kunne jeg naturligvis ikke klare.

Jeg endte med, at trække stikket fuldstændigt et par dage før aflevering af en stor opgave, hvor jeg var projekteringsleder. Ikke just noget, der hjalp på mit selvværd, men der var ikke mere i mig.

Jeg endte på piller og spenderede ugevis med at stirre op i loftet fra vores seng. Jeg blev mere og mere sikker på, at jeg måtte handle. En ting er dog at komme til den erkendelse, noget andet er at ændre tingenes tilstand.

Hvad gjorde du konkret for at få det bedre?

Jeg kendte en del, der som jeg selv brugte ’influenza’ som forklaring på kroppens advarselssignaler - og reelt vidste jeg jo ikke bedre, for man skal have prøvet en ordentlig nedtur for at kende den.

Denne gang var jeg dog klar over, at den var helt gal, så jeg gik til ledelsen og sagde, at jeg var færdig. Selv om det var kort før en stor aflevering, blev jeg udelukkende mødt af medfølelse og forståelse. Jeg fik især anerkendelse for min åbenhed, og mine opgaver blev taget fra mig.

Efter en sygdomsperiode, hvor jeg blev sat i medicinsk behandling, vendte jeg langsomt tilbage til mit job. Desværre kom der nedskæringer, og jeg var en af dem, der skulle videre, hvilket jeg også kom.

Tiden gik, og jeg fik det gradvist bedre, men aldrig helt godt. Jeg kørte ind og ud af dårlige perioder med skiftende humør til følge, indtil jeg en dag indså, at jeg var en kæmpe belastning for min familie, og at jeg måske ville ende alene. Heldigvis har jeg en stærk kone, der aldrig gav op og nogle fantastiske børn, som ikke har kunnet undgå at blive berørt af situationen. Jeg er evig taknemmelig for, at vi i dag stadig er en familie.

Jeg skal ikke kunne sige, hvor det kom fra, men jeg husker tydeligt den søndag, hvor jeg begyndte at overveje, om det kunne have noget at gøre med min fars tidlige død. Den søndag fandt jeg en test i selvhypnose, og jeg skal love for, at der var effekt. Ikke at jeg fik det bedre, men jeg kunne bare mærke at jeg reagerede stærkt på det.

Jeg opsøgte derfor en psykolog med speciale i hypnose og indledte et forløb. Det blev et længere forløb, som uden tvivl gjorde mig stærkere og i stand til ikke bare at indse, at jeg måtte ændre radikalt i mit liv, men også til faktisk at gøre det. Jeg skiftede derfor branche. Et skift, der betød en større lønnedgang, men også til et job med langt større glæde, mindre dagligt pres og langt større frihed.

Hvordan påvirker det din hverdag i dag?

Jeg bliver her 17 år efter første nedtur stadig ramt af lidt dårlige dage, men jeg har nu et fantastisk godt arbejde og en hverdag, hvor der er tid og plads til, at jeg kan tage mig af mig selv, hvis det ind imellem bliver nødvendigt, ligesom der er blevet plads til at dyrke nogle af mine andre interesser ved siden af.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden