Udenrigsministeriet advarer onsdag morgen om risiko for oversvømmelser i Spanien. Det gælder særligt Malaga-regionen i syd og Catalonien i nord.
Det oplyses på ministeriets hjemmeside.
De nye rejsevejledninger opfordrer til, at rejsende i hele landet skal ’være opmærksomme’.
Oversvømmelserne kan føre til trafikale problemer såsom ødelagte veje og broer. Derudover kan der være afbrydelser i tog- og flytrafikken.
»Brug din sunde fornuft og vær opmærksom på mistænkelig adfærd som du ville være det, hvis du var i Danmark«, skriver Udenrigsministeriet.
Advarslen kommer kort efter, at massive regnvejr i slutningen af oktober ramte det sydeuropæiske land. 200 mennesker omkom i regnvejret, og utallige boliger blev ødelagt.
Dengang blev de spanske myndigheder kritiseret for at være for langsomme til at advare spanske borgere om det voldsomme vejr.
Befolkningens vrede blev tydelig, da det spanske kongepar besøgte byen Paiporta i Valencia-regionen, imens oprydningsarbejdet stadig var i gang.
Vrede borgere kastede mudder efter de kongelige og råbte skældsord efter dem.
Spaniens meteorologiske institut, Aemet, havde på dagen, hvor oversvømmelserne ramte om morgen, sendt en advarsel ud i den hårdest ramte region, Valencia.
Men det var først efter klokken 20, at det spanske beredskab udsendte et varsel i Valencia om ikke at forlade hjemmet, har nyhedsbureauet AFP berettet.
Myndighederne i Valencia har sagt, at de reagerede, så godt de kunne, med de oplysninger de havde til rådighed.
ritzau
fortsæt med at læse



























