Artiklen er opdateret klokken 17.27
I alt 10 personer er kommet til skade, efter at en stolelift er kollapset i skiområdet Astún i det nordlige Spanien. To af dem er alvorligt kvæstede, mens otte andre har fået lettere skader og er til observation på hospitalet. Yderligere 20 personer blev behandlet på stedet, uden at det var brug for hospitalshjælp.
Det skriver flere spanske medier, blandt andre El Pais.
Løbende har der været forskellige meldinger om antallet af kvæstede. Men skaderne er ikke så omfattende, som de første meldinger fortalte.
El Pais har talt med et øjenvidne til ulykken, Borja Gimenez, der fortæller, at han så 60 mennesker falde, da stolelifterne vippede meget kraftigt.
»Vi sad i stolen, og den begyndte at falde, som om vi var i frit fald, og så begyndte gyngeeffekten, fra den ene side til den anden. Der var et øjeblik med panik«, forklarer Borja Gimenez, der var på vej til sin tredje tur ned.
»I den op- og nedbevægelse var der et øjeblik, hvor man skulle beslutte, om man ville hoppe eller blive siddende, og jeg så 60 personer springe fra betydelige højder«
Borja Gimenez slap selv uskadt. Efter ulykken blev han og hans kone siddende i stolen i halvanden time, indtil de blev reddet.
Først lød meldingen, at over 30 personer var kommet til skade i ulykken - herunder ni personer meget alvorligt og otte alvorligt.
De tilskadekomne er blevet fragtet til forskellige sygehuse i området. Også flere lægehelikoptere har taget del i redningsarbejdet.
Al aktivitet i skiområdet er indstillet på grund af ulykken, lyder det.
Årsagen til ulykken er endnu ikke klarlagt, men den kan ifølge Aragoniens regering være en fejl i det hjul, der trækker remmen til skiliften retur.
Aragoniens præsident, Jorge Azcón, samt regionens indenrigsminister, Bermúdez de Castro, er ifølge flere medier på vej til ulykkesstedet.
Astún ligger i den spanske region Aragonien i bjergområdet Pyrenæerne nær den franske grænse.
Skiområdet har over 39 kilometer pister samt 12 lifte til at transportere gæster rundt i området.
Ritzau og Politiken




























