Jeg føler mig virkelig hensat til en anden tid, da jeg tjekker ind på Utne Hotel. Den gamle hvidmalede bygning ved Hardangerfjorden har da også ligget her længe, for Utne Hotel er intet mindre end Norges ældste eksisterende træhotel. Således blev de første dele af hotellet bygget i 1722.
Nok er hotellet udbygget en smule gennem årene, men det byder stadig på den samme følelse af afslapning og ro midt i det dramatiske fjordlandskab, som de første gæster må have følt, da de tjekkede ind for mere end 300 år siden. Og det er bestemt ikke ulig den følelse, man får, når man besøger de bedste af de danske badehoteller.




























