Der er trængsel i Bergens torvehal, Mathallen. Både kunder, der skal have fat i dagens fangst og spisende gæster i hallens to fiskerestauranter strømmer til. I de indbydende montrer befinder der sig et udvalg af havets frugter, som er så stort, at det kunne fylde halvdelen af denne artikel, hvis alle fiskearter og øvrige råvarer skulle remses op.
Engang var Norge kendt som et uland, når det kom til kulinariske oplevelser. I dag er landet blandt de førende på den europæiske madscene, og navnlig pescetarer kan glæde sig. Rejser har været i Bergen og talt med en af pionererne inden for de nye tendenser i fjeldlandet.




























