På grund af tiltag i sikkerhedskontrollen har der været dage med lang ventetid i Københavns Lufthavn.

Københavns Lufthavn fik allerede 6. oktober et sikkerhedspåbud

Der har i fæere omgange været lange køer i lufthavnen på grund af de ekstra tiltag i sikkerhedskontrollen. Foto: Vilma Søndergaard
Der har i fæere omgange været lange køer i lufthavnen på grund af de ekstra tiltag i sikkerhedskontrollen. Foto: Vilma Søndergaard

Artiklen er opdateret klokken 16.31

Københavns Lufthavn modtog den 6. oktober et påbud fra Trafikstyrelsen, der to dage senere trådte i kraft og førte til ekstra tiltag i sikkerhedskontrollen.

Det oplyser lufthavnen i en pressemeddelelse onsdag eftermiddag.

Den skærpede kontrol medførte, at flere passagerer fik tjekket deres bagage manuelt.

Kommunikationsdirektør Lise Agerley Kürstein siger i en opfølgende skriftlig kommentar til Ritzau, at Københavns Lufthavn af sikkerhedsmæssige årsager ikke kan gå ind i de konkrete elementer i påbuddet.

»Vi sætter pris på, når myndighederne påpeger forhold i vores procedurer, som kan forbedre vores høje sikkerhedsniveau«, skriver hun.

»Det er og har altid været sikkert at flyve fra Københavns Lufthavn. Det ændrer påbuddet ikke på«.

Ekstraordinær lang ventetid

Tiltagene har på det seneste betydet, at der for nogle passagerer har været ekstraordinært lang ventetid i lufthavnen.

Lufthavnen erkender da også i pressemeddelelsen, at der har været dage i løbet af oktober, hvor behovet for bemanding er blevet undervurderet.

Lise Agerley Kürstein skriver til Ritzau, at Københavns Lufthavn er meget ærgerlig over de gener, passagererne har oplevet.

Sikkerhedstiltagene blev indført den 8. oktober. Allerede samme dag hobede passagererne sig op ved sikkerhedskontrollen.

»Den 8. oktober, den 22. oktober og den 23. oktober var der i perioder lang ventetid. Dertil var der kø og ventetid på op mod en time tidligt om morgenen lørdag den 24. oktober«, skriver Københavns Lufthavn i pressemeddelelsen.

Særligt i løbet af de seneste fem dage har danske medier beskrevet, hvordan passagerer har ventet længe i lufthavnen. Nogle er af den grund kommet for sent til deres oprindelige afgang.

Lufthavnen skriver i onsdagens pressemeddelelse, at ’det naturligvis ikke er tilfredsstillende’, at nogle passagerer har haft ’en dårlig oplevelse’.

SAS meddelte den 23. oktober, at 352 passagerer på daværende tidspunkt var blevet ombooket til en anden afgang på grund af den lange ventetid.

I samme ombæring kom der en generel opfordring til at komme tidligere end normalt og afsætte ekstra tid til sikkerhedskontrollen.

Også Norwegian tilbød sine kunder en ombookning.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her