»Vi tager ikke hjem, før vi har set en løve«.
Rasmus Stampe på 10 år og Christopher Thygesen på 9 år nikker indforstået til hinanden, mens de sidder på bagerste række i safaribilen med udsigt til os fire andre passagerer og den afrikanske savanne.
Vi har ellers været yderst heldige. Allerede på vej fra den lille rødgrusede landingsbane til Joy's Camp i Shaba Nationalpark i det nordlige Kenya så vi elefanter, giraffer, den udryddelsestruede Grevy’s zebra samt et utal af gazellearter.
Safari til fods i den afrikanske bushMen det er kattedyrene – og ikke mindst løverne – der trækker i de to drenge. Og da vi hen under aften efter en eftermiddag i poolen nærmer os afslutningen på vores første rigtige safarikøretur, uden at savannens konge har vist sig, sværger de to drenge hinanden løvetroskab.
Dagens (s)kattejagt slutter på toppen af en klippe med drinks i solnedgangen. Guiden Mohamed Iribo peger mod nogle klipper i horisonten.
»Kan du se dem, der ligner en løve, som sover? Der slutter nationalparken«, siger han.
Til den modsatte side strækker savannen sig, så langt øjet rækker, med akacietræernes karakteristiske flade kroner og ellers kun få buske.
På dette tidspunkt er der kun seks andre gæster i den 24.000 hektar store nationalpark, hvilket nogenlunde svarer til størrelsen på Møn. Så vi møder ingen andre, da vi næste morgen i tre timer kører rundt og ser på dyr. Først da vi stopper for at spise morgenmad midt i bushen, går det op for os, at de andre selvfølgelig også er her.
Hoteltjek: I luksustelt midt i flodhestelandEfter en omgang bacon og æg lavet over gasblus midt på savannen, sætter vi os i bilen.
»We want to see a lion«, forsøger Christopher sig på sit bedste 3.-klasses skoleengelsk.
Mohammed smiler og forsikrer de to drenge, at han gør alt for at finde områdets løver. Men da nationalparken ikke er indhegnet, er der ingen garanti for, at der befinder sig løver i området lige nu.
»Men de andre så et dyr, der var blevet dræbt i går. Så vi tror, at løverne er i området«, siger han.
Sjældent besøgt hovedstad: Som at træde ind i en afrikansk tidslommeTilbage i lejren hopper børnene igen i poolen, mens deres forældre slapper af på solsenge med udsigt til bøfler, zebraer og gazeller. Joy’s camp ligger ved et vandhul, og det tiltrækker et utal af savannens dyr. Det føles surrealistisk at sidde og spise frokost med vandbukke græssende mindre end 100 meter væk.
For 6-årige Anne Sophie Thygesen er safarirejsens højdepunkt at fodre fugle fra terrassen i fællesområdet. Hun stiller sig på tæer og rækker brødet op til en stor lysegrå ’whitebellied go-away’-fugl, som sidder på en gren og spiser fra hendes fingre.
Børn er velkomne
Efter en safari, hvor vi kører rundt efter mørkets frembrud og leder efter nataktive dyr, kan vi tilføje hyæne, sjakal og kattelemur til listen over ’dyr, vi har set’. Men stadig ingen løver.
Vi krydser fingre for, at vi får dem at se i Lewa Nationalpark, hvor vi kører til næste morgen. Tre timer gennem det flade tørre landskab nord for Mt. Kenya, igennem områdets største by Isiolo, hvor den kristne del af byens befolkning har klædt sig pænt på og er på vej til gudstjeneste.
Igen er vi heldige at støde på elefanter, giraffer, gazeller og zebraer, både den almindelige og Grevy’s, på vejen fra nationalparkens indgang og til lejren. Børnene knipser løs med kameraerne og udbryder ’nååh’, ikke mindst over en babyelefant, der ifølge guiden Francis Epong kun er fire måneder gammel.
Fremme ved Lewa Safari Camp bliver vi mødt af værtsparret Sacha og Tamlyn Toronyi, der er begejstrede ved tanken om fire børn i lejren de næste tre dage.
»Vores datter har glædet sig sådan til, at I skulle komme. Hun elsker, når her er børn«, forklarer Tamlyn om datteren, 2-årige Meila.
Parret har netop valgt at arbejde på Lewa Safari Camp, fordi børn er velkomne.
Verdens bedste rejsemål: På jagt efter Hemingway og flodheste»Jeg forstår ikke, hvorfor mange selskaber ikke vil have børn under 12 år. I mine øjne er safari perfekt for børn. De fleste børn elsker at se på dyr«, supplerer John, da vi sidder på områdets fælles terrasse senere på eftermiddagen.
Lewa og Joy’s Safari Camps er begge del af det britiske safariselskab Cheli & Peacock. Selskabet vil forsøge at gøre op med myten om, at små børn ikke hører hjemme på en safari, og derfor er de begyndt at tilbyde safarier, der kan skræddersys til børn. Familier får egen bil med ranger, så andre gæster kan komme på en børnefri tur. Og safariturene kan lægges senere på morgenen eller tidligere om eftermiddagen, hvis børnene har svært ved at komme op klokken 5.30 eller ikke kan vente med at spise til klokken 20, hvor de fleste eftermiddags- og aftenture slutter.
Man kan også vælge at afkorte turene og kun køre ud og se på dyr et par timer ad gangen, hvis tålmodigheden ikke rækker hos børnene. Det viser sig hurtigt ikke at være noget problem for Rasmus, Christopher, Anne Sophie og storesøster Anne Cathrine på 12 år – så længe der dukker nye dyr op på savannen.
Og det gør der i stor stil i Lewa Nationalpark. På den første rigtige safaritur i parken går der maksimalt et kvarter, før guiden Norman Mutwiri peger på en anden bil, der holder på grusstien længere fremme.
»Se, der går to geparder. Der er brødre«, fortæller han.
Han parkerer forsigtigt bilen på det tørre græs. Geparderne går over stien, lægger sig på en jordbunke et par meter væk og begynder at slikke blod af hinandens ansigt og poter.
»De har lige dræbt et dyr«, forklarer guiden, »og nu skal de have det sidste næring fra blodet med. Geparder dræber tit større dyr, end de kan slæbe væk. Så de spiser sig mætte med det samme og lader derefter resten af dyret ligge, så andre rovdyr og ådselædere kan forsyne sig«.
Safari kan også være bistandsarbejdeDe fire børn stirrer fortryllede på de to gepardbrødre, mens forældrene oversætter til dansk. Selv om børnene forstår en god del engelsk, er der mange udtryk om vilde dyr, som de ikke er bekendt med.
»Det var geparder, jeg allerhelst ville se«, udbryder Rasmus, der knipser løs med kameraet og nærmest ikke er til at stoppe igen.
Han hiver ihærdigt den folder, han har fået i campen, op ad stolelommen foran sig og finder en kuglepen frem.
»Så har vi set ’cheetah’«, siger han og lader fingeren glide ned over en side med en masse navne og afkrydsningsbokse.
Han sætter kryds ud for geparden. 15 andre felter er allerede udfyldt, men der mangler stadig løven og leoparden. Kattejagten er langt fra færdig.
Løveleg ved flodbreden
Guiden kører videre over savannen. På en klippeskråning får vi øje på et hvidt næsehorn, der græsser med sin unge. Brochuren hives atter frem fra stolelommen, og der krydses af i feltet med ’rhino’.
For foden af klippen løber en flod. Guiden hiver sin kikkert frem og kigger op og ned langs floden. Pludselig stopper han, lægger hurtigt kikkerten til side og gasser op. Dernede på flodskråningen leger en større flok løver med hinanden.
»Der er løver dernede! MANGE løver«, råber de fire børn ekstatiske i kor.
Norman Mutwiri stopper bilen kun fem meter væk fra tre løver, der går og napper til hinanden. De går lige forbi forenden på bilen og fortsætter ned til flodbredden, hvor de pjatter og leger, inden de hopper ud på en gren og over på den anden side af floden. Flere løver følger efter. De er unge løver, forklarer guiden, primært hanner. Der er også to voksne hunløver, ungernes mødre.
Guiden sætter bilen i gang igen og drøner ned langs floden til et sted, hvor vi kan køre over. Og lister så bilen op på den modsatte skråning.
På telttur blandt løver og elefanterHer har et par af løverne lagt sig på et fladt stykke for at slappe af i den sidste aftensol. Nogle meter længere fremme kæmper et par af de mest legesyge unger om at komme op i en træstamme, der hænger skråt ud over floden.
»Jeg tror, vi tager vores aftendrink i bilen i dag«, siger Norman Mutwiri.
Vi er mindre end to meter fra nogle vilde, kødædende dyr. Han åbner nogle blikdåser med chips og knapper sodavand op til børnene, der ikke er meget for at tage øjnene fra løverne og fingeren fra kameraerne.
Efter hvad der føles som hundredvis af kameraklik, ser de dog ud til at have fået deres løvedrøm opfyldt og læner sig tilbage i sædet. Klokken har rundet 19.30, solen er gået ned, og der er mad i lejren om en halv time. Norman Mutwiri uddeler tæpper til ungerne og kører i fuld fart hjem over savannen. Selv om Christopher og Rasmus netop har fået deres største ønske opfyldt, er de sultne efter mere.
»Jeg skal helt sikkert på safari igen«, lyder det fra Rasmus. »Vi fik jo ikke set en leopard«.
(S)kattejagten må fortsætte en anden gang.
fortsæt med at læse
