Foto: Tina Krongaard Stampe
Rejser

Gå på opdagelse i Spaniens hemmelige storby

Høj sol, skøn stemning, fantastisk mad og verdensberømt kultur. Vi guider dig til en weekend i Malaga.

Rejser

På trods af sin placering helt ud til Middelhavet har Malaga altid ligget lidt i skyggen af to andre byer i Andalusien: Granada med sit Alhambra, der for nylig var blandt de 14 finalister i afstemningen om verdens nye 7 vidundere, og Sevilla med sin verdensberømte katedral.

Mange, der rejser til Malaga, kan næsten ikke komme hurtigt nok ud af byen. De bruger den stort set kun som ankomstlufthavn og valfarter, kort efter hjulene har ramt landingsbanen, til byerne på Solkysten, som f.eks. Torremolinos, Fuengirola eller Marbella. Men det er en skam. For Malaga i sig selv har masser at byde på. Her er kultur og historie blandet sammen med god mad, gode tilbud og god stemning - alt sammen indenfor gåafstand.

I Malaga får du både en borg i stil med Alhambra og en katedral a la Sevilla – i en og samme by og lige ved siden af hinanden. Læg oveni det en sandstrand, en verdensberømt kunstner og restauranter med alt godt og helt frisk fra havet.

Malaga er en by, som man kan besøge igen og igen, år efter år. Her er en guide til en weekend i Andalusiens noget oversete storby.

Fredag

Kl. 15: Tag toget til centrum
Malagas lufthavn, Pablo Ruiz Picasso Airport, ligger 8 kilometer sydvest for byen. I marts sidste år åbnede den nye Terminal 3, hvilket betød en betydelig udvidelse af den oprindelige lufthavn med flere spændende butikker. Fra lufthavnen går det lille lokale tog, en blanding mellem lokalbanen i Nærum og et metrotog, ind til centrum af Malaga. Det koster kun 1,65 euro (ca. 12 kroner) for en enkeltbillet, og den er godt givet ud, når toget ubesværet glider under jorden på vej ind i Malaga, mens udlejningsbiler og taxaer holder i kø ind gennem byen.

Endestationen ligger for enden af Alameda Principal, og herfra er det nemt at gå til de fleste af byens hoteller.

Kl. 17: Gå shop-amok
Butikkerne i Malaga har åbent til klokken 21, og spanierne spiser sent, så du har god tid til at nå at shoppe lidt inden aftensmaden. Generelt er tøj og sko en del billigere i Spanien end i Danmark, og desuden er der jævnligt udsalg i løbet af året, hvilket betyder endnu større besparelser.

Den vigtigste shoppinggade er gågaden Marqúes de Larios. Her finder du mange af de store mærker som Mango og Beneton.

Er du vild med sko, så besøg Calle Nueva. I denne lille smalle gade, parallelt med hovedshopping-gaden, ligger den ene skobutik efter den anden, så her er god mulighed for at udvide skoskabet med et par nye stiletter eller støvler.

Kl. 21: Alt godt fra havet
Malaga har et væld af gode restauranter, men det, der gør byen til noget særligt, er dens placering helt ud til Middelhavet. Derfor må man ikke snyde sig selv for en middag med alt godt fra havet, mens man sidder helt ud til havet.

Dette kan lade sig gøre i den såkaldte 'Zona Gastronómica', som strækker sig fra Pedregalejo stranden til El Palo stranden øst for centrum. Her ligger restauranterne side om side på en strandpromenade helt ud til vandet.

Restauranten længst ude på strandpromenaden (mod øst), El Tintero II, har måske ikke den bedste mad, men dens stemning er værd at opleve. Her er ikke noget menukort med klassiske retter, blot en betegnelse over en lang række fisk og skaldyr.

Bestillingen foregår ved, at en række tjenere kommer ned gennem bordene med nogle store bakker med tallerkener fyldt med en slags frisk, grillet fisk. Man råber bare op og får en af tallerkenerne nærmest kastet ned på sit bord.

Når man er færdig med at spise, bliver antallet af tomme tallerkener, som ofte ender med at stå i stabler på bordene, talt op, og regningen skrevet på dugen.

El Tintero II, Playa del Dedo, 29018 Malaga. Bus nummer 11 fra centrum går derud.

LØRDAG I MALAGA

Kl. 9: Frisk på markedet

Du skal ikke sove for længe lørdag morgen, hvis du vil opleve den ægte markedsstemning på Malagas Atarazanas marked. Det er nemlig tidligt om morgenen, de lokale handler, og det er også på det tidspunkt, du finder varerne helt friske.

Ud over at mærke stemningen og beundre den smukke bygning, som oprindeligt var et skibsværft (vandet gik faktisk helt herop til for snart 700 år siden), er det nu, du skal gøre dine indkøb til dagens frokost.

Køb den specielt velsmagende sortfodsskinke i en af de mange slagterbutikker. Smag på de mange forskellige Manchego oste og udvælg din favorit. Bland dette med nogle sorte oliven og et friskbagt brød, og pak så det hele i rygsækken til brug senere på dagen.

Inden du forlader markedet, skal du huske at kaste blikket opad. På den skønne glasmosaik i den bagerste del af bygningen, som viser flere af Malagas berømte bygningsværker. Samt på den hesteskoformede bue i råhvid marmor, som pryder indgangen til markedet.

Mercado de Atarazanas, Calle Aterazanas, Malaga.
Åbent mandag til lørdag kl. 8-14.

Kl. 10.30: Ind i katedralen

Foto: Tina Krongaard Stampe

Malagas katedral stod færdig i 1782 efter at have været mere end 250 år undervejs. Den kaldes også for ’La Manquita’, hvilket løseligt oversat betyder ’den enarmede’, et kælenavn byens indbyggere gav den, fordi der på grund af manglende midler kun blev råd til at opføre et kirketårn.

Selv om katedralen kun har et tårn, er den værd at bruge tid på at udforske. Generelt er det svært at undgå at lade sig imponere af det enorme kirkerum, hvis tre skibe alle er 48 meter høje. Men især stolene i kirkens kor, der er lavet af mahogni og cedertræ, er værd at udforske nærmere, med de 42 fint udskårede statuer af helgener, en bag hver stol. Udenfor forsøger appelsintræerne at tage kampen op med katedralens skønhed, men det er en meget lige kamp. Døm selv, hvem du synes, der skal vinde.

Malaga Catedral, indgang fra Calle Cister.
Åbningstider: Ma-fr kl. 10-18, lørdag, 10-17, lukket søndage og helligdage.
Pris: 3,50 euro for voksne, (ca. 25 kr.) børn gratis.

Kl. 12: Borgens tykke mure
Fra katedralen er der blot få hundrede meter til indgangen til Alcazaba borgen, der rejser sig op ad en bakketop midt i byen. Borgen blev bygget midt i det 11. århundrede, da maurerne regerede over den sydlige del af Spanien, og består af to forsvarsmurværker, der begge omkranser paladset indeni.

For at komme op til selve paladset, skal du gå gennem nogle lange, smalle gange, der snor sig frem og tilbage og under forskellige forsvarstårne. Flere steder er stierne belagt med fint afrundede sten i smukke mønstre.

Vel ankommet til selve paladset, kan du gå rundt i de tre gårde, fra henholdsvis det 11., det 13. og det 14. århundrede, ligesom du kan lære mere om den tid på det arkæologiske museum.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at paladset på ingen måde kan hamle op med det tilsvarende maurerpalads i Granada, Alhambra, men selve Alcazaba fortet udenom paladset er faktisk det mest velbevarede af sin slags i hele Spanien og uden tvivl værd at bruge tid på.

Alcazaba, Calle Alcazabilla 2, 29012 Málaga.
Åbningstider: Ti-sø kl. 9.30-20, lukket mandag.
Priser: Voksne 2,10 euro (15 kroner), børn i skolealderen og pensionister 0,60 euro (4 kroner). Gratis søndag efter kl. 14, ligesom børn fra 5 år og under altid er gratis. En kombinationsbillet med Alcazaba og Gibralfado fortet kan købes for 3,45 euro (25 kroner).

Kl. 14: Frokost med udsigt
Fra Alcazabas udgang drejer du til venstre og op ad vejen langs med muren, der omkranser borgen. Følg vejen, indtil du kommer til enden af borgen. Her fører en trappe op til stien til Gibralfado fortet.

Turen herop er hård, især hvis solen bager ned, så husk at putte et par flasker vand ned i rygsækken. Stien er flere steder meget stejl og er bestemt ikke for gangbesværede. Men tager du den med ro og holder pauser undervejs, så bliver du rigeligt belønnet. Udsigten er simpelthen fænomenal.

Sæt dig på en af bænkene på udsigtsplatformen (ca. tre fjerdedele af vejen) og nyd den medbragte mad. Nu smager sortfodsskinke og Manchego ost altid skønt, men med udsigt over Malaga by og en stor del af Middelhavet bliver det ikke meget bedre.

Er du bange for, at denne tur er for hård, kan du i stedet tage bus nummer 35 fra centrum op til Gibralfado. Herfra kan du i stedet gå ned til udsigtspunktet.

Kl. 15.30: Fortet på toppen
Efter at have forceret det sidste stykke af stien (husk gode sko, da her kan være meget glat), når du frem til endnu et levn fra maurernes regeringstid, Castillo de Gibralfaro. Fortet blev bygget i det 14. århundrede af kong Yusuf den 1. i et forsøg på at beskytte Alcazaba. Efterhånden som artilleriet blev udbredt, stod det klart, at det var umuligt at forhindre fjenderne i at angribe Alcazaba borgen, fordi den jo lå for foden af en bakke.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ved at bygge en borg højere oppe, kunne man således skyde fjenderne ned, hvis de kom den vej fra. Samtidig byggede man en dobbeltsiddet mur, der forbandt Alcazaba med Gibralfado, så byens overhoveder kunne flygte op i sikkerhed, hvis borgen blev angrebet.

Ud over udsigten fra den øverste del af fortet, så er det også værd at bruge lidt tid på fortets museum, der viser soldaters udrustning gennem tiderne.

Castillo de Gibralfado, Camino Gibralfado 11, 29016 Malaga. Åbningstider: Sommer kl. 9-20 alle dage, vinter 9-18 alle dage. Priser: Samme som på Alcazaba.

Kl. 21: Tapas med et tvist
Malaga er ligesom resten af Spanien kendt for sine tapas. Uanset hvilken restaurant, du vælger, kan du få de klassiske tapas som sardiner i eddike, små krydrede kødboller i tomatsovs eller en tallerken med tyndt skåret serrano skinke. En del af disse klassiske tapas findes selvfølgelig også på Restaurante Rescoldo.

Men Rescoldo byder også på en række noget anderledes, men yderst smagfulde tapas. Prøv for eksempel en foie gras med karamelliserede æbler eller grillet gedeost med sirup. Begge bliver smukt anrettet på aflange tallerkener, og tjenerne står med små gasbrændere og færdigtilbereder dem ved dit bord.

Du kan vælge at sidde enten ude eller inde (ude er der overdækket her i foråret, indtil varmen også varer aftenen ud). Vælger du det første, har du fornøjelsen af at følge med i gadelivet, som ofte byder på overraskende gode gademusikanter.

El Rescoldo, Calle Bolsa 7, 29015 Malaga.

Kl. 24: Slut af med en drink
Ikke langt fra restauranten ligger den lille hyggelige ’Gin & Tonic bar’. Lokalet er ikke ret stort, og her er ofte ret fyldt, men både stemningen og betjeningen er i top. Et perfekt sted at slutte af med en drink efter en hektisk og oplevelsesrig dag.

Gin & Tonic Bar, Calle Sancha de Lara 5, Malaga

SØNDAG I MALAGA:

Kl. 8: Morgenfrisk dukkert

Det er ikke mange storbyer i Europa, der kan prale af at have så mange fine sandstrande som Malaga. Og det skal udnyttes. Så hvis du ikke har fået for mange gin & tonics aftenen før, tag badetøjet på under tøjet og gå ned til den nærmeste strand – de ligger på stribe både øst og vest for havnen – og tag dig en dukkert.

Når du er færdig kan du lægge dig i sandet eller sætte dig på en af de lave mure på strandpromenaden og mærke, hvordan solen langsomt får fat i takt med, at morgenen skrider frem.

Prøv for eksempel Playa La Malagueta lige øst for havnen.

Kl. 10: Mesterens museum

Foto: BledayRosa © Museo Picasso Málaga

Pablo Picasso blev født i Malaga, og det var kunstnerens eget ønske, at der skulle være et museum med hans kunst i hans fødeby. Men først i 2003 blev dette ønske opfyldt, da Picasso Museet åbnede i Buenavista Palace midt i Malaga.

Ud over den permanente samling, som indeholder mere end 200 stykker kunst i forskellige materialer, der alle er en del af to af Picassos familiemedlemmers, Christine Ruiz-Picasso og Bernard Ruiz-Picasso, private samling, er bygningen i sig selv et lille kunstværk med sin lille have i midten omringet af lyse søjlegange.

Børn er velkomne på museet og får endda udleveret en lille ’skattejagt’ i form af en række opgaver, som de skal løse undervejs gennem museet.

Når du er færdig med den permanente udstilling og eventuelle særudstillinger, så husk at gå en tur under jorden og se de arkæologiske udgravninger, der viser eksempler på både fønikisk, romersk og maurisk arkitektur.

Museo Picasso, Calle San Agustín 8, 29015 Málaga (Málaga).

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Åbningstider: Ti-to, samt søndag og helligdage, kl. 10-21, fr-lø kl. 10-20.. Lukket mandag.
Priser: Voksne 6 euro (ca 50 kroner), studerende og pensionister 3 euro, (25 kroner) børn gratis. Sidste søndag i hver måned er desuden gratis for alle.

Kl. 12: Frokost med udsigt - II

Spanierne gør det selv. Sætter sig på en café og nyder en kop kaffe, mens de iagttager livet i byen. Det perfekte sted at gøre som dem er på Café Central på Plaza de la Constitución for enden af gågaden.

Udover en kold øl eller en vand, en sandwich eller anden frokost, så må du ikke snyde dig selv for den klassiske ’churros’ – en slags vafler formet i lange runde stænger, strøet med sukker. Til en gang churros hører en skål med varm, smeltet chokolade, som du dypper dem ned i, inden du putter dem i munden.

En himmelsk bid i en skøn atmosfære. Blot en af de ting, der gør det værd at besøge Malaga – i stedet for at haste væk, så snart flyet har ramt landingsbanen.

Café Central, Plaza de la Constitución, Malaga.Åben alle dage fra kl. 9 og indtil der ikke er flere gæster.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce