Cykelturen på 'Dødens landevej' foregår tæt på afgrunden.
Foto: Juan Gabriel Estellano

Cykelturen på 'Dødens landevej' foregår tæt på afgrunden.

Rejser

Tør du styre din cykel ud på Dødens landevej?

En 64-kilometers gruopvækkende mountainbike-tur ned ad en af verdens farligste veje begynder i Andesbjergene i Bolivia i 4.700 meters højde.

Rejser

Jeg er alene med bjergene og afgrunden. Bare mountainbiken og mig. Prøver konstant at holde øjnene på vejen. Og kontrollere tankerne. Passerer det ene kors i vejkanten efter det andet. Det gør ondt i fingrene at bremse så meget. Jeg prøver at lade være med at tænke på den berømte rutes navn. Death Road – dødens landevej.

Døden stikker sit ansigt frem overalt i La Paz, Bolivias administrative hovedstad. De dødes dag er en af årets vigtigste fester, og mange har menneskekranier stående hjemme, som kan hjælpe med tjenester. Tager du bus eller bil i Bolivia, er det altid med livet som indsats, for der er mange trafikulykker. Ikke mindst på vejen til Yungas. Her findes vejen, der tilbage i 1995 af Den Interamerikanske Udviklingsbank blev udnævnt til verdens farligste landevej med 200-300 trafikdræbte om året.

Death Road er nu en stor turistattraktion i Bolivia.
Foto: Juan Gabriel Estellano

Death Road er nu en stor turistattraktion i Bolivia.

Death Road er nu en af landets vigtigste turistattraktioner og bruges mest af mountainbike-ryttere. Det er dagens udfordrende udflugt.

Højdesyge 4.700 meter oppe

I de tre år, jeg boede i La Paz, svor jeg, at jeg aldrig ville tage turen ned. Jeg havde cyklet op ad vejen og haft god tid til at kigge ned i de dybe fald. Men nu gør jeg det så alligevel. Hvorfor? Hvad får folk til at tage på sådan en tur, hvis de ved, at der af og til ryger en turist i svinget – vel at mærke sving med flere hundrede meters fald? Det spurgte jeg flere af de 12 andre i gruppen om. De fleste svarede kort og prompte: »Fordi jeg kan«.

Der er vaskeægte hårnålesving og bremsefingrene kommer virkelig på arbejde de 54 kilomenter, vi kører ned ad bakke.
Foto: Juan Gabriel Estellano

Der er vaskeægte hårnålesving og bremsefingrene kommer virkelig på arbejde de 54 kilomenter, vi kører ned ad bakke.

Inden vi klokken 7.30 kører fra La Paz i en lille bus med mountainbikes på taget, underskriver vi en kontrakt, der slår fast, at vi er indforstået med, at det er en højrisikoaktivitet, der kan have døden til følge. Der er den igen. Døden. Det ord skal vi høre mange gange på dagens tur. I vores gruppe er der folk fra England, USA, Australien og Spanien. Flere har kun været i La Paz i få dage og har endnu ikke vænnet sig til byens 3.700 højdemeter. De brokker sig over hovedpine og kvalme – typiske symptomer på begyndende højdesyge.

Guiden spørger, om vi er nervøse. Kun nogle få rækker fingeren i vejret. Nervøse, men vi er her. For mange i gruppen er Death Road obligatorisk, fordi den er kendt for at være så smuk og vild en rute.

Finsprit til Moder Jord

Efter en times kørsel med bussen når vi turens højeste punkt, La Cumbre. Et bjergpas i knap 4.700 meters højde, der skiller La Paz fra jungleområdet Los Yungas. Her får vi udleveret overtræksbukser og jakke, som vi tager på over dynejakke og fleecetrøje. Temperaturen er kun nogle få plusgrader, og bjergluften tynd.

Der sker regelmæssigt dødsfald på Death Road.
Foto: Juan Gabriel Estellano

Der sker regelmæssigt dødsfald på Death Road.

Når guiden giver sikkerhedsinstrukser, indleder han flere sætninger med: »Hvis I vil overleve turen, anbefaler jeg ...«.

Vi får forklaret, hvilke fingre vi skal bruge på bremsen. At vi skal holde til venstre, hvis der kommer trafik – altså ud mod afgrunden! Og at vi ikke skal køre hurtigere, end at vi har kontrol over cyklen.

Inden vi tager ud på, hvad der måske bliver vores livs farligste cykeltur, går en flaske finsprit på omgang. På ægte boliviansk manér tager vi først en tår, og efterfølgende beder vi om Moder Jords beskyttelse ved at hælde lidt alkohol på jorden. Jeg giver bremseklodserne et par dråber – dem, jeg lige om lidt betror mit liv.

Øjne på vejen

Nu iført adskillige lag tøj triller vi på asfalten og har en imponerende udsigt over Andesbjergene. Tusind nuancer i grå og brune farver former det rå alpine landskab. Den første del kører vi på den nye asfaltvej, som vi deler med bilerne. Det er let at få fart på. På denne del af turen udgør trafikken fareelementet, når bilerne overhaler i hårnålesvingene, hvor de let kan fælde en cyklist.

Udsigten er overvældende, men jeg koncentrerer mig om ikke at fortabe mig i bjergene. Jeg prøver at holde øjnene på vejen og fingrene solidt placeret på bremserne. Luften er tynd, og her er ekstremt koldt. De mægtige bjerge tårner sig op for øjnene af os pyntet med mange kæmpestore klippestykker. Vi ser også snedriver, klipper og sand og ingen vegetation. Vi stopper med 5-10 kilometers mellemrum for at nyde udsigten og fotografere.

Jo flere kilometer vi kører, desto mere vænner vi os til cyklen. Farten tager til, og vi tager flere chancer. Bussen følger os hele vejen, så vi kan fylde vores vandflasker og skifte tøj, efterhånden som temperaturen stiger. Der er god tid til at tænke på vejen ned, mens bolivianske bjerge fylder vores sanser for fuld udblæsning.

Det er en ekstrem udfordring, og jeg er alene med den. Der er ikke nogen guide til at hjælpe mig, hvis jeg mister balancen eller kommer til at styre cyklen ud over afgrunden. Her er ingen backup. For hver kilometer jeg kører nedad, stiger temperaturen og luftfugtigheden. Vegetationen begynder at dukke op. De tusind nuancer i gråt erstattes nu af massevis af grønne.

Vi kommer til en tunnel og drejer udenom ad en mindre sti med store løse sten. Vores første smagsprøve på den ægte Death Road. Flere har svært ved at styre deres cykler, og det her er kun en lille forsmag. Efter 20 kilometer på asfalten bliver vi samlet op af bussen og transporteret 10 kilometer, hvor det går lidt op ad bakke. Vores tunge cykler er ikke egnet til at køre opad på, og folk kommer for gyset ved at køre nedad – ikke for at svede og træde i pedalerne.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Papegøjer og sommerfugle

Nu er vi ved den ægte vare. Nogle tager de udleverede knæbeskyttere på. Underlaget er pludselig helt anderledes. Min selvsikkerhed fra asfalten forsvinder – også selv om jeg er vant til at køre på mountainbike. For her er ikke plads til fejl eller uopmærksomhed. Der er flere hundrede meter ned i afgrunden, hvis jeg kører ud over kanten eller vælter ved at køre over en af de mange løse sten.

Jeg kæmper med at kontrollere tankerne. Vi er 13 i gruppen, og her i overtroiske Bolivia kommer jeg til at bide mærke i, at jeg er nummer 13. Jeg holder lidt ekstra igen, mens jeg funderer over ulykkesnummeret og håber på, at det ikke får betydning.

Vi stopper ved udsigtspunkter og tager fotos. Det pirker til frygten, hver gang guiden siger de velkendte ord »Hvis I vil overleve turen, så ...«. Han understreger, at det vigtigste er at kende sine begrænsninger og køre efter sine evner.

De er tilladt at juble, når turen er overstået.
Foto: Juan Gabriel Estellano

De er tilladt at juble, når turen er overstået.

Nu er den vilde og storslåede natur ikke længere alpin, men subtropisk. Luftfugtigheden og temperaturen stiger, og det er ikke til at forstå, at vi var højt oppe i bjergene for bare et par timer siden og kun har kørt på cykel. Her kommer stadig tættere og grønnere vegetation. Flere gange flyver sommerfugle om ørerne på mig, og jeg ser farvestrålende papegøjer. Jeg skal minde mig selv om at holde øjnene på vejen.

Hjemsøgte hårnålesving

Jeg kører gennem et mindre vandfald. Det kølige vand er forfriskende. Vi får alle mere fart på. Det er faktisk ret sjovt, når det lykkes at slippe nervøsiteten. Efterhånden begynder fingrene at gøre ondt, og det bliver det største samtaleemne. Ikke på grund af smerten, men fordi vi bliver lidt nervøse. Det er bremsefingrene, vi mærker. Bare vi nu har kræfter til at bremse forsvarligt på den sidste del af turen.

Vores guide gør os samtidig opmærksom på, at nu er vi kommet til det stykke på turen, hvor der sker flest ulykker, fordi mange er blevet for selvsikre på cyklen og dermed kommer til at køre for vildt, i forhold til hvad de kan styre. Lige derefter ryger min kæde af. Heldigvis er det let at ordne selv. En fra vores gruppe kører forbi og griner: »Ha ha, dansk cykelekspert«.

De tekniske problemer og de mange kors langs landevejen fra dødsulykker i trafikken minder os om, at vi skal holde lidt igen. Det er vaskeægte hårnålesving, det her. De lokale mener, at området er hjemsøgt på grund af de mange dødsfald. Alle kan fortælle spøgelseshistorier herfra, og man skal ikke rende rundt for sjov her efter mørkets frembrud, vil de fleste bolivianere svare, hvis du spørger dem.

I højsæsonen kører op til 200 turister hver dag den imponerende tur. En newzealænder begyndte at udbyde ture ned ad Death Road i 1998. Dengang cyklede man side om side med lastbiler, busser og personbiler. Turen blev populær, og i dag har omkring 25 firmaer cykelturen på programmet. Af og til sker der dødsulykker for cykelturister på grund af hensynsløshed eller for meget fart, som vores guide udtrykker det.

Der er ikke officielle tal for det, men det er mindst én om året, der må lade livet på Death Road. Der er ingen krav om cykelerfaring for at komme med. Det er ikke alle turister, der har prøvet at cykle før, og slet ikke på mountainbike. Guiden fortæller, at han en enkelt gang har forbudt en turist at cykle den første del af turen, fordi han var beruset.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi overlevede

Hvorfor gør vi det her? Det er en af de få oplevelser, hvor man føler sig lille mod naturens storhed. Som når man bliver opslugt af en imponerende stjernehimmel. Bliver mindet om sin plads i universet. Og om, at døden venter lige om hjørnet. For det gør den hele tiden på Death Road.

Da turen er overstået, griner vi alle 13 til hinandens støvede ansigter nede i junglelandsbyen Yolosas tørre varme. Vi får udleveret en grøn T-shirt med påskriften ’Jeg overlevede verdens farligste landevej’. Hvor fjollet det end lyder, så var jeg en smule lettet over, at turen nu var vel overstået, og at vi alle gjorde netop det – overlevede. Endda uden brækkede knogler.

Måske derfor står oplevelsen så stærkt på nethinden bagefter? Vi turde tage risikoen og blev belønnet med indtryk og oplevelser så intense, som kun vi indviede har oplevet. Derfor cyklede vi ned ad verdens farligste landevej. Derfor udfordrede vi døden på Death Road i Bolivia.

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce