Under klitlandskabet mellem Blåvand og Ho i Vestjylland vokser en næsten usynlig bygning frem støbt i beton som en bunker fra krigens tid. I den nye bunkerinspirerede bygning kombineres beton med stål og glas, mens taget er beplantet med marehalm. Folk bliver ikke beskudt, men får i stedet en oplevelse både indenfor og udenfor, når de besøger museet Tirpitz tegnet af arkitektfirmaet Bjarke Ingels Group, BIG.
Endnu inden færdiggørelsen har bygningen tiltrukket så stor international opmærksomhed, at den er kommet på den amerikanske tv-station CNN’s liste over nybygninger i 2017, som arkitekturinteresserede og andre turister bør besøge. Danmark har hele tre bidrag blandt CNN’s 13 bygningsværker. Foruden Tirpitz, som CNN kalder Blåvand Bunker Museum, er det Lego House i Billund, også designet af BIG, og tegnestuen COBE’s lejlighedskompleks The Silo i København.
Tirpitz, som hører under Varde Museerne, ventes at slå dørene op for publikum 1. juli, men museumsdirektør Claus Kjeld Jensen er begejstret for den rosende amerikanske foromtale endnu inden færdiggørelsen.
»CNN’s liste betyder, at virkelig mange får øje på os. Det har medført omtale i den nationale og lokale presse, og vi har allerede haft de første internationale pressebesøg til det endnu ikke færdige museum. At være på listen betyder noget både besøgsmæssigt og økonomisk. Rent følelsesmæssigt ved vi godt, at museet i Blåvand er noget ud over det sædvanlige, men man ranker alligevel ryggen lidt mere, når der er nogen udensogns og så langt udensogns som CNN, der gør en opmærksom på, at byggeriet er noget helt exceptionelt«, siger Claus Kjeld Jensen.
