Store fabrikker, høje skorstene, brede lagerhaller, kæmpemæssige turbiner og industrimaskiner står normalt ikke øverst på turisternes ønskeliste. Men den polske by Lodz har formået at forvandle byens tidligere magtfulde tekstilindustri til attraktive seværdigheder. Industrien måtte efter mange års storhed kaste håndklædet i ringen og tænke anderledes efter de politiske omvæltninger i Polen.
Lodz valgte heldigvis at renovere de gamle, udtjente og – fra tiden under kommunisterne – ganske forsømte industribygninger og forvandle dem til museer og udstillingshaller, restauranter, hoteller og cafeer. Dermed bevarer de nænsomt renoverede bygninger ikke blot den fremtrædende rolle, de altid har haft i byens liv, men er også blevet byens største seværdighed.




























