Vinden tager i vores våde hår, og den lille scooter giver efter under vores vægt. Vi drøner ned ad en bakke og ser de grønne palmer forvandle sig til sandstrande, som forsvinder ud i det blå ocean.
Vi har netop besøgt den lille colombianske nationalpark Crab Cay for at snorkle med skildpadder og er nu på vej til vores hjem på den modsatte side af den caribiske ø Isla de Providencia.
Tjeneren fra den restaurant, hvor vi har spist de sidste par dage, vinker til os, da vi kører forbi hans hjem. Vi hviner af glæde, da vi kører ned ad en bakke og får lidt mere fart på vores lille transportmiddel. 24 minutter tager det os at krydse øen omgivet af De Syv Farvers Hav.
Fire dage tidligere er vores syn på Isla de Providencia med langt flere forbehold.
