Normalt ankommer Amansaras gæster på den mest statelige og stilfulde måde. De lander stort set alle i Siem Reaps lille lufthavn, hvor de bliver hentet af to hvidklædte chauffører, der fragter dem til hotellet i en af Amansaras blankpolerede sorte Mercedeser fra begyndelsen af 1960’erne.
Jeg skiller mig ud. For jeg har været på farten siden tidlig, tidlig morgen. Jeg har entret en lille minivan i Trat i det sydøstlige Thailand og er så bumlet hele vejen op langs grænsen mellem Thailand og Cambodja, indtil jeg når den berygtede grænseovergang ved Aranyaprathet. Et trist ingenmandsland med kasinoer (de er forbudt i Thailand), tiggere, prangere og krejlere – som eksempelvis ham, der franarrer mig adskillige dollars ved at tage overpris for hjælp med visum og bagefter prajer en ’limousine’ (en smadret Toyota Camry med en ordknap cambodjansk chauffør), der skal køre til Siem Reap for et fyrsteligt dollarbeløb.
