Køb en rejseforsikring
Det er meget muligt, at du er så vildt et alpintalent eller så forsigtig en skiløbermus, at du aldrig falder og kommer til skade på skiferien. Og derfor har du selvfølgelig ikke brug for en rejseforsikring. Men det ville være så ærgerligt at ligge der i sneen med et knæ, der ligner noget, der har fået intimmassage af fire Satudarah-rockere, mens der er udsigt til en regning i 100.000-kroners klassen, fordi du skal fragtes hjem i privatfly uden at være dækket af en forsikring. Vi kan ikke understrege det nok: Køb nu den rejseforsikring. Hvert år tager rundt regnet 500.000 danskere på skiferie. Cirka 5.000 menes at komme til skade, nogle af dem ret slemt. Og det er aldrig til at vide, om det nu skulle blive dig.
Tjek din rejseforsikring
Pyha, du har heldigvis en rejseforsikring. Så punkt 1 herover gælder ikke dig. Men er du sikker på dækningen? Der er sket meget i forhold til, hvordan rejseforsikringer dækker en skirejse siden 2014, hvor danskere på rejse i EU-lande ikke længere har været dækket af det velkendte gule sygesikringskort. I dag er man dækket af sygesikringen i det land, man rejser i, via det blå sygesikringskort (se punkt 3). Ændringen fra det gule til det blå kort fik forsikringsselskaberne til at kigge deres produkter igennem og i nogle tilfælde ændre på forholdene for dem, der rejser på skiferie. Det er derfor en god idé at ringe til dit forsikringsselskab og forhøre dig om, hvordan du er dækket på skiferie.


























