Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
På kraterets rand blæser det ifølge de lokale altid så meget, at man kan blive båret af vinden, hvis bare man hopper højt nok.
Foto: Ford Quarterman

På kraterets rand blæser det ifølge de lokale altid så meget, at man kan blive båret af vinden, hvis bare man hopper højt nok.

Rejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vabler, vandfald og vildfarelse: Vejen til Ecuadors azurblå vulkankrater er smuk men hård

Fra bunden af grønne slugter til toppen af en udslukt vulkan. Vandreturen Quilotoa Loop i det sydamerikanske land giver eventyrlystne turister en fantastisk oplevelse med en rute over floder og op ad stejle bjergsider i Andesbjergene. Hvis ellers man kan finde vej.

Rejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Op, op, op. Mine lår sitrer, og jeg hiver efter vejret i de høje Andesbjerge.

»Ti skridt mere«, fortæller jeg mig selv igen og igen, indtil jeg har snydt mit godtroende jeg de sidste hundrede meter til toppen af den udslukte vulkan.

Udsigten stjæler et øjeblik det sidste af mit hvæsende åndedrag. Bunden af vulkankrateret er fyldt med vand 300 meter under os i en farve, som jeg ikke anede, at en sø kunne have.

»Det har næsten samme nuance som et flaskeskår, der er skyllet op på stranden«, siger min kammerat som det første.

Jeg nikker. Mine ben ryster af den lange vandretur op, men lige nu kan jeg kun mærke adrenalinen, som pumper rundt i kroppen. Vi gjorde det.

Tre dage tidligere startede vi i Latacunga, en lille by i det nordlige Ecuador, hvor en taxachauffør lovede os tre ting. For det første, at turen ville blive smuk. For det andet, at det ville blive hårdt. Og for det tredje, at vi ville fare vild. Han fik ret i alle tre påstande.

Selv om man er langt fra de større byer, indkøbsmuligheder og restauranter, er det stadig muligt at tage til gudstjeneste i de små landsbyer.
Foto: Andrew Glazkov

Selv om man er langt fra de større byer, indkøbsmuligheder og restauranter, er det stadig muligt at tage til gudstjeneste i de små landsbyer.

Dag 1: Lasten er ladet med levende dyr og utydelige kort

Fra Sigchos til Isinlivi, 14 kilometer

Fletningerne danser på kvindens ryg, mens hun forsøger at trække et stædigt langhåret får hen mod den ramponerede bus, som vi venter ved. Bussen skal køre os til en af de mere fjerntliggende bjergbyer i Ecuador, Sigchos, hvor vandreturen begynder, men det er markedsdag i Saquisilí, og busturen er blevet sat på pause, mens de lokale handler krydderier, ris og levende dyr.

Halvanden time senere spreder lugten af varmt kød sig i bussen, mens de lokale kvinder med store nederdele og runde hatte sidder med grøntsager på skødet og risposer mellem benene. Vi har hverken købt høns eller korn, ved vores fødder står der i stedet to små rygsække med et ekstra sæt tøj, vand, vabelplaster og en printet vejvisning, som bliver vores livline de næste tre dage.

Vandreturen går gennem små landsbyer, hvor de lokale børn er ivrige efter at sige hej.
Foto: Andrew Glazkov

Vandreturen går gennem små landsbyer, hvor de lokale børn er ivrige efter at sige hej.

Vi skal vandre 37 kilometer for at nå frem til vores mål – det vulkanske Quilotoa-krater. Papirerne er allerede krøllede, og uklare sort-hvide billeder beskriver sammen med små tekststykker den vandrerute, som vi skal følge for at nå vores destination. Men da vi kommer frem til Sigchos, lærer vi, at ordet ’rutevejledning’ er en overdrivelse, når man skal beskrive vores papirguide.

»Tag til hjørnet af byen og gå ned ad grusstien«, er første instruktion. Efter at have besøgt flere af byens hjørner finder vi endelig den omtalte grusvej, der skal lede os fra den lille landsby ud i bjerglandskabet. Store grønne træer lukker sig over os, og vi bevæger os ad kringlede stier over marker, ned ad bjergsider og over små bække og floder.

Vandreturen er en del af den 200 kilometer lange runde, man kalder Quilotoa Loop, men dette lille udsnit af loopet fra Sigchos til Quilotoa-krateret er det mest kendte og velbevandrede.

Duften bliver sød, når vi passerer blomsterranker, og en lille grøn kolibri stryger forbi os.

»Det her er da meget nemt«, ytrer jeg begejstret til min rejsekammerat, mens vi går ned ad en mindre bakke.

En time senere æder jeg mine ord i mig, da vi kæmper os op ad turens første bakkeside. De næste dage skal vi stige fra de nuværende 2.800 meter for at ende på toppen af vulkanen i 4.000 meters højde over kuperede stier i bjergene.

Da vi lige før solnedgang ankommer til et hostel i den lille by Isinlivi, bliver vores anstrengelser belønnet. I midten af et stort åbent rum knitrer ilden i en åben kamin, som udmattede trekkere har stimlet sammen om med kortspil og bøger.

Vi får plads i en af hotellets luksuriøse hytter, hvor der fra hyttens to balkoner er udsigt over de rullende grønne bjerge og aftentågen, der lægger sig som et tæppe i dalen. Da klokken er lidt over otte, falder vi i søvn til ildens buldren i en åben kamin for enden af sengen.

Dag 2: Når dødsangst kan kureres med numsekuren

Fra Isinlivi to Chugchilan, 12 kilometer

Vandet bruser 3 meter under mig, og jeg bliver svimmel af at kigge for længe på det. Med svedige hænder klamrer jeg mig til den glatte træstamme, der skal fungere som en bro over floden.

»Forpulede Ecuador«, bander jeg, mens jeg kurer på numsen i snegletempo hen over den 20 meter lange træstamme.

»Et lille stykke ad gangen. Sådan ja«, hepper min rejsekammerat.

Jeg har aldrig været så meget irriteret på ham som lige nu, hvor jeg efter at have været faret vild de første tre gange nu også skal konfronteres med en dødsangst, der er blevet vækket i mig over den brusende flod.

Jeg går i stå midt på stammen. Jeg kan ikke få øjnene fra vandet under mig, og sveden på mine håndflader bliver pludselig centrum for alle mine tanker. Jeg må tilbage, ræsonnerer jeg. Men da jeg forsøger at kure baglæns, går det op for mig, at det er endnu mere angstprovokerende end at glide forlæns på træstammen. Jeg rykker mig ikke en centimeter.

»Skal jeg komme og kure på numsen foran dig?«, råber min ven fra den anden side.

Mit desperate blik i øjnene er svar nok, og 10 minutter efter placerer jeg lykkeligt mine vandresko på landjorden.

Regnen hænger tungt i luften, og vi bevæger os ned ad mudrede stier gennem det grønne landskab. En fugleflok blafrer forskrækket op fra træerne, da vi går forbi. Ellers er her helt stille. Brune og hvide klipper knejser op ved siden af os og lukker os inde i smalle passager.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er muligt at tage dele af vandreturen til hest med hjælp fra de lokale, som også bruger hestetransporten til at transportere varer til ud landsbyerne.
Foto: Andrew Glazkov

Det er muligt at tage dele af vandreturen til hest med hjælp fra de lokale, som også bruger hestetransporten til at transportere varer til ud landsbyerne.

Skønheden på vandreturen er overvældende, og vi føler, at vi er helt alene i de magiske bjerge. Vandrestien ligger i Andesbjergene, der en 7.000 kilometer lang bjergkæde, der strækker sig ned gennem syv af Sydamerikas lande.

Sidst på dagen må vi endnu en gang erkende, at vi er faret vild.

»Tag den første jordsti og begynd nu at gå op ad bjerget«, står der i vores papirer.

Vores rutevejledning efterlader altid meget til fantasien, og foran os udfolder sig et større udvalg af stier. Vi er igen uenige om valget af ruten, og en højlydt diskussion om, hvem der har de bedste argumenter, begynder.

Heldigvis bliver vi afbrudt af grinet fra en rynket bondemand, der står med sin fåreflok et stykke længere væk i den frodige dal. Han peger en tredje sti ud, og vi fortsætter uden flere vildfarelser til byen Chuglichan, hvor vi skal tilbringe natten.

Dag 3: Med rystende ben til toppen af krateret

Fra Chuglichan til Qualitoa krater, 11 kilometer

»Nu bliver det ikke smukkere«, konkluderer vi – igen – da vi når toppen af en bjergkam og kigger lige ned i en dals glubende dyb.

Vi bevæger os langsomt ned ad bjergsiden, hvor små gule blomstrer er strøet med løs hånd langs den smalle sti. Landskaberne skifter farver i forskellige grønne nuancer, og vi stopper med få minutters mellemrum for at tage billeder og nyde udsigten. I bunden af dalen krydser vi en lille flod, og mellem de to bjergsider bryder en svag rislen den ellers nærmest overdøvende stilhed.

Nu er der kun én vej frem. Op.

Jeg peger for sjov på den højeste top, vi kan se, og siger:

»Det er nok der, vi skal hen«.

»Ja, det er klart, den tager vi da to gange«, svarer min ven med et glimt øjet.

Gule, lilla og blå. På bjergsiderne er blomster spredt med løs hånd, og det er nemt at fortabe sig så meget i den fina flora, at man kan komme til at snuble over sine egne fødder.
Foto: Andrew Glazkov

Gule, lilla og blå. På bjergsiderne er blomster spredt med løs hånd, og det er nemt at fortabe sig så meget i den fina flora, at man kan komme til at snuble over sine egne fødder.

En time senere op ad bakke er vores overskud væsentligt mindre. Da det to timer senere går op for os, at vores jokende antagelse var helt rigtig, forsvinder det helt.

Da vi når en bakkespids, ser vi en turist, som opgivende har sat sig, mens hendes kæreste fortvivlet skifter vabelplastrene på hendes fødder.

»Jeg kan ikke mere«, udbryder hun, da vi gør dem selskab på den lille græsplet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En kold vind fyger lige igennem os, og jeg begynder også at tvivle på, om vi gennemfører dagens trek. Mine ben er ømme, og vejen foran er allerede lagt – det er op. Selv om ingen af os er sportsfanatikere, betragter vi os selv som i rimelig form. Alligevel kæmper vi. I dag er uden tvivl den hårdeste vandredag på ruten.

Men det er det hele værd, ræsonnerer vi, da vi få timer efter står på toppen af vulkankrateret, fuldstændig overvældede af dets mystik.

Under os breder den smukkeste flaskeblå sø sig, som fylder det 3 kilometer brede krater. En kold vind blæser; alligevel bliver vi stående helt bjergtagede af synet, længe efter at kulden er nået gennem vores inderste sæt tøj.

Vi går den sidste del af vandreturen langs vulkankraterets rand, og den ene smukke udsigt til søen bliver overgået af den næste. Da vi når den modsatte side af krateret, bliver vi til gengæld overvældede af mængden af turister. Busser ankommer med lokale og udenlandske gæster, som har taget en dagsudflugt hertil; en kæmpe kontrast til de sidste tre dage næsten uden selskab på de små stier.

Trætte sætter vi os ind i bussen, der kører retur mod Latacunga. Denne gang er dyrene fra markedspladsen erstattet af turister, og den lugt, som fylder bussen, stammer nok mest fra os selv.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden