I de næste fem år vil Zambia tillade, at trofæjægere skyder 250 flodheste årligt i Luangwa-dalen. Myndighederne siger, at »reguleringen« skyldes, at der er alt for mange flodheste og risiko for miltbrand, mens miljø- og dyreværnsorganisationer protesterer og mener, at der er tale om korruption og en forfejlet vildtpolitik.
Luangwa-floden har sit udspring i det nordøstlige Zambia tæt på grænsen til Tanzania og Malawi og løber ud i Zambezi-floden. Luangwa er et sandt eldorado for dyreliv og ikke mindst flodheste.




























