Mens vi andre lunter rundt i hverdagens lunkne trummerum, er der nogle, der gør noget. Virkelig gør noget. Som eksempelvis 59-årige Kerstin Söderlund oppe i Upperud i Dalsland i det vestlige Sverige. Hun arbejdede i mange år med blandt andet at promovere områdets berømte pilgrimsrute og undrede sig indimellem over, at der ikke var nogle deciderede overnatningsmuligheder ud over de shelters, som alle kan benytte undervejs.
Og så var det, at Kerstin Söderlund gjorde noget. Hun købte en gammel kornsilo oprindelig bygget i 1888. Her blev Tärnans Hvetemel i sin tid produceret og sejlet videre med dampskib gennem søer og kanaler. Siden hvedemelsstorhedstiden har bygningen fungeret som beredskabslager, fiskehandler, håndværk og tekstilforretning, indtil Kerstin Söderlund i 2013 købte bygningerne for 720.000 danske kroner. Efter ombygning, renovering og indretning til adskillige millioner kroner åbnede hotellet Upperud 9:9 (9:9 er matrikelnummeret) i påsken 2016.




























