Chá Gorreana: Europas sidste teplantager
Køerne græsser på stejle grønne skråninger og bemærker ikke, at vi kører forbi i minibussen. En landmand med sort hat og slidte bukser forsøger at gelejde en stor flok køer i en lige række over en stenbro. Længere fremme blomstrer lilla hortensiaer og gule fakkelblomster, og en håndfuld ældre landmænd sidder på en lille café med frokost og øl. De holder en velfortjent pause fra markerne mellem køernes daglige første og anden malkning.
En mand står og river nyplukkede teblade på tre grå stofsække, så de kan tørre hurtigst muligt i septembersolen. En ung mand kommer ridende på hesteryg med mælkejunger og store teposer, der hænger fast til sadlen.
Scenerne ligner postkort fra en fjern fortid. Men på den portugisiske øgruppe Azorerne er det, som om tiden er spolet år tilbage.
Vi gør holdt ved den grønne teplantage Chá Gorreana, der står snorlige på toppen af en bakke. Det er den ene af de to teplantager, der er tilbage i Europa, og som begge ligger på Azorerne. I høstsæsonen fra april til oktober plukkes tebuskene hver tredje uge.
Landbruget er en af de vigtigste indtægter for de lokale indbyggere. Det ses også med øens omkring 160.000 køer, hvilket næsten svarer til øens indbyggertal på ca. 180.000.
Indenfor på teplantagens fabrik bliver man for alvor hevet tilbage i tiden, da en maskine fra 1800-tallet kværner en bunke teblade.
To kvinder sidder og håndsorterer stilke fra tebladene, pakker teposer og emballerer pakkerne – alt foregår manuelt og til en månedsløn på 4.300 kroner. De fyldte poser med sort og grøn te bliver eksporteret til det portugisiske fastland.
Der er smagsprøver på grøn te og deres hjemmelavede iste. Jeg bliver fristet i den lille butik og køber en pose grøn te med hjem.
Ponta Delgada: Byvandring i hovedstaden
En håndfuld katolske kvinder knæler foran et gitter i den guldbelagte Santo Christo-kirke. Bag gitteret står Jesus-figuren, som de beder til i tavshed. Det pureste guld pryder loftet sammen med store lysekroner, og tegningerne på væggenes blå-hvide kakler fortæller religiøse historier.
Kvinderne slår korsets tegn foran brystet, inden de forlader kirken og træder ud i eftermiddagssolens varme stråler.
I Azorernes hovedstad, Ponta Delgada, prydes byen af gamle bygninger og kirker fra 1500-tallet. Midt på 5. oktober-pladsen bliver den kæmpe plante pohutukawaen, også kaldet et newzealandsk juletræ, holdt oppe af søjler, og dens smukke røde blomster lader sig fotografere af et par turister. Ud over de to turister og vores gruppe på otte er der ikke andre turister på byens populære plads.
Turisterne valfarter ikke til øgruppen, og her prøver man at bevare et godt produkt frem for at tiltrække store menneskemængder.
»Der bliver ikke bygget nye hoteller her, man opgraderer de hoteller, der allerede er. Nogle lejligheder, der tidligere stod tomme, er blevet til udlejning til turister, men der bliver generelt ikke udvidet meget på overnatningssteder«, siger Anne-Mette Matzon, der er destinationschef hos Bravo Tours, og som har arbejdet på Azorerne i 11 år.
Ved havnen står skulpturen af en mand, der holder sin kone i hånden, og moren holder i barnet. Manden peger mod USA, konen kigger nysgerrigt, og barnet gemmer sit ansigt. Monumentet symboliserer dengang i 1957, da et stort vulkanudbrud hærgede øen, og grundet fattigdom måtte forældre efterlade deres børn på Azorerne og selv emigrere til Vesten og bedre vilkår.
Fra byens rådhustårn er der udsigt til byens røde tage, hovedkirken São Sebastião, den typiske portugisiske kalkstensbelægning med sorte basaltsten og til det enorme Atlanterhav, der skvulper nær havnen. Ved havnepromenaden løber svedige løbere morgenture, og på pladsen ved kirken São Sebastião nyder de lokale kaffe og et stort kagebord på Café Central.
Terra Nostra Parken: Svømmetur i den varme suppe
En flok guldkarper svømmer i et grumset vandløb overdækket af åkander. De høje træbregner på bakkeskråningerne ligner eksotiske palmer, og det tætte buskads skaber en regnskovsfugtig fornemmelse.
Vi går kun i et lille hjørne af den 12 hektar store botaniske have Terra Nostra. I midten ligger nemlig et større trækplaster: den store okkerfarvede sø med et højt jernindhold, hvor man efter sigende bliver 20 år yngre efter 20 minutter i vandet. Der lugter af en blanding mellem blod og rådne æg, da jeg bevæger mig ud i vandet og tager de første svømmetag i varmen. Vandet er 40 grader varmt og kommer direkte fra varme kilder.
Ud af en fontæne vælter litervis af vand i tykke stråler. Jeg stiller mig ind under en fontæne, men har svært ved at stå imod dens stråler. De masserer musklerne i nakken så hårdt, at det er svært at holde balancen.
Vandet efterlader mine hår på armene helt bronzefarvede, og huden lugter længe efter af jern.
Efter svømmeturen er det oplagt at prøvesmage frokosten cozido, en traditionel gryderet med forskelligt kogt kød og grøntsager, der tager seks timer at forberede i varmen fra Jordens indre.
Det koster 8 euro (ca. 60 kr.) at besøge parken.
Ildsøen: Foden af vulkankrater
Jeg må holde mig for næsen for at udligne propperne i ørerne, da vi kører op i 945 meters højde på vulkankrateret Lagoa do Fogo. Krateret bliver kaldt Ildsøen og har fået sit navn, fordi første gang vulkanen gik i udbrud, gik planterne og træerne omkring i brand og dannede en ildring rundt om vulkanen.
Jeg må holde mig om mine bare arme for at få varmen, da vi træder ud af bilen.
Søen skifter farvenuancer mellem azurblå og smaragdgrøn ved foden af det 500 meter dybe vulkankrater og bliver omringet af bølgende bjergformater. Bagved aner man det store Atlanterhav. Et ungt par i vandrestøvler spørger mig om stien til vandreruten. De skal ud på en 11 kilometer lang vandrerute her ved krateret. Vandet fra søen bliver filtreret og brugt som drikkevand på øen, derfor er det forbudt at bade her.
Omkring Lagoa do Fogo finder man også naturområdet Caldeira Velha, hvor et vandfald fosser varmt vand ud fra kilder. Den lille sø, hvor folk sidder og nyder varmen sitre i kroppen, ligger i en bugt omkranset af tætte løvtræer og eksotiske bregner.
fortsæt med at læse
