Allerede aftenen forinden kan man høre dem ude i mørket. Det er som en koncert spillet af tusindvis af ustemte trompeter og horn, tilsat lyden af skræppende fugle. Det larmer gevaldigt.
»Det er tranerne«, forklarer min guide, Sandra Frese fra det lokale turistbureau.
Vi er i byen Zingst, en lille by på halvøen Fischland-Darß-Zingst på den tyske østersøkyst, 50 km nordøst for Rostock. Området er et elsket turistområde for især tyskere, der nyder de gode sandstrande og den rå natur i Nationalpark Vorpommersche Boddenlandschaft.
Nationalparken dækker både dele af selve østersøkysten, skovområder og det såkaldte bodden-landskab, et lavvandet brakvandsområde, som adskiller halvøen fra det tyske fastland. Den er et mekka for vade- og trækfugle, og store dele er beskyttet af særlige fredningsbestemmelser.
