Luang Prabang, den gamle kongeby mellem de blågrønne bjerge i det nordlige Laos, er dybrød, himmelblå, kridhvid og blændende gylden. Men i det allerførste spinkle morgengry orange, når de buddhistiske munke på bare fødder forlader templerne og går i tavs procession for at tage imod almisser – som regel klisterris – fra de troende, der allerede venter på dem i de smalle gader.
»En yndig lille by, et paradis«, skrev den franske opdagelsesrejsende Henri Mouhot i sin dagbog, da han i midten af 1800-tallet nåede til Luang Prabang. Og yndig er stadig et velvalgt ord, her godt 150 år og mange omvæltninger senere. For mens andre sydøst- og østasiatiske byer er blevet bulldozet til ukendelighed og genopstået iklædt den samme triste uniform af beton, glas og stål, som vi kender alt for godt, har Luang Prabang ikke blot bevaret sine gamle templer, men også mange franske villaer fra kolonitiden og de kinesiske handelsfolks huse med butik i stueetagen og beboelse ovenpå.
