Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Udsigten til Baths tage – bl.a. til den nærliggende Bath Abbey – føjer en ekstra dimension til badet i friluftsbassinet i Thermae Bath Spa.
Foto: Thermae Bath Spa

Udsigten til Baths tage – bl.a. til den nærliggende Bath Abbey – føjer en ekstra dimension til badet i friluftsbassinet i Thermae Bath Spa.

Rejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Weekend i: I elegante Bath har de badet i varme kilder i tusinder af år

Helt tilbage fra romertiden har Bath været et yndet kursted. Jane Austen brugte den som romankulisse, og i dag er det turisterne, der strømmer til badebyen i Sydvestengland.

Rejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Romersk badekultur. Klassisk elegance. Traditionel pubatmosfære. Moderne wellness. Bath spænder vidt, både historisk og i udbuddet af oplevelser. Byen er relativt lille og en nydelse at slentre rundt i, men har man kun et par dage, må man prioritere skarpt, for Bath byder på et væld af seværdige attraktioner.

Udgangspunktet er det antikke Aquae Sulis, hvor romerne – i centrum af nutidens Bath – for snart 2.000 år siden grundlagde et tempelkompleks og de enestående bade, der i dag er blandt de mest velbevarede i verden og en væsentlig grund til byens Unesco-status som verdensarv. Få hundrede meter fra byens romerske bade kan man gå på moderne spa, og over hele Bath oplever man elegant arkitektur fra den georgianske periode for godt 200 år siden.

Det var på den tid, forfatteren Jane Austen boede her. Datidens bedsteborgerlige snobberi bifaldt hun ikke, men hun brugte Bath som kulisse for flere af sine højt elskede romaner. Hendes fans valfarter stadig hertil, og under den årlige Jane Austen-festival i september er gaderne fulde af dem – iklædt dragter i georgiansk stil.

En vandretur i byens gader kan også føre ned til den brusende Avon-flod, og undervejs er man omgivet af elegante facader. Bag flere af dem kommer man lidt ned på jorden på en række af byens autentiske pubs, der så glimrende illustrerer, at Bath rummer både elegance og folkelighed.

Fredag

1 Klokken 16: Fred og ro på villavejen
I Bath tager turen på gåben fra den fredelige Henrietta Road og ind til byens hjerte via den maleriske Pulteney Bridge kun godt fem minutter.

Foto: Roseate Villa Bath

Vejen byder på flere gode overnatningsmuligheder, og en af de bedste er Roseate Villa – to store viktorianske huse, der er slået sammen og nu huser en boutique-bed and breakfast med bekvemme, velindrettede værelser og fremragende morgenmad i tidløse, behagelige omgivelser.

Roseate Villa Bath, Henrietta Road

2 Klokken 17: Kurbad med udsigt
I friluftsbassinet på toppen af kurbadet Thermae Bath Spa skvulper gæsterne rundt med salige blikke, mens deres kroppe omsluttes af det varme vand, der er opvarmet af byens naturlige kilder. Udsigten til Baths tage – bl.a. til den nærliggende Bath Abbey – føjer en ekstra dimension til oplevelsen.

Andetsteds i bygningen kan man flyde rundt i det store Minerva-bassin med en behagelig understrøm, få diverse former for velgørende massage og gå på café. Et besøg på dette spa-palads i glas, marmor og rustfrit stål er en perfekt start på weekenden, dog kun for gæster fra 16 år og opefter.

Thermae Bath Spa, Hot Bath Street

3 Klokken 19.30: En stjernepub
Efter et par timers wellness – og muligvis også lidt urtete undervejs – er tiden kommet til en pint på en af Baths gode pubber.

The Star Inn fik sin publicens i 1759, og med sit ældgamle interiør med små, hyggelige rum og en lang træbænk kendt som ’death row’ er pubben et stykke historie i sig selv. At den så serverer friskbrygget øl fra Baths førende bryggeri, Abbey Ales, gør den blot endnu mere værd at lære at kende. Udtrykket en ’lokal institution’ er muligvis en smule fortærsket, men her passer det.

The Star Inn, 23 The Vineyards, The Paragon

4 Klokken 20.30: Tjekket mad på Chequers
Her på adressen har der også ligget en pub i næsten 250 år. Dengang var kunderne ofte trætte bærere, der transporterede aristokratiet rundt i byen i bærestole.

I dag er The Chequers en populær gastropub med et klientel, der sætter pris på god og veltilberedt mad – og det får man både i stueetagen med den mere pubagtige atmosfære og i restauranten på første etage.

The Chequers, 50 Rivers Street

Lørdag

5 Klokken 10: Et smut på markedet
På vej til byens hovedattraktion, The Roman Baths, er det umagen værd at slå et smut omkring Baths gamle indendørs marked med den runde kuppel, hvor de handlende sælger et righoldigt udvalg af varer.

Det har man gjort her på stedet i omkring 800 år – selve bygningen stammer dog fra 1800-tallet. Markedet ligger tæt på både Pulteney-broen og kirken Bath Abbey.

Bath Guildhall Market, 33 High Street

Foto: Visit Bath

6 Klokken 10.30: De romerske bade

En lugt af svovl, den lune temperatur og lyden af vand mere end antyder, at der er en varm kilde i nærheden.

Foto: Kim Wiesener

Og ganske rigtigt, i underetagen af de romerske bade syder, sprøjter og damper det, når det mineralholdige vand strømmer ud fra hullet i væggen. Det har det gjort i årtusinder med en konstant temperatur på 46 grader, og det var lige noget for romerne, der her på stedet byggede et fornemt badekompleks. Man kan smage på det angiveligt helbredende kurvand, der dog næppe er vanedannende.

The Roman Baths rummer masser af minder fra romertiden – skulpturer, mosaikker og en række bassiner. Skuespillere i romerske dragter og film på væggene gør stedet ekstra levende. Det imponerende Great Bath var i sin tid overdækket, men har i dag udsigt til den elegante arkitektur i bymidten.

The Roman Baths, Abbey Church Yard

7 Klokken 12.30: Engle på stiger
På vestfacaden af den gigantiske Bath Abbey kravler englene op i himlen ad stenstiger.

Foto: Kim Wiesener

Og på pladsen uden for den centralt beliggende kirke optræder gademusikanter ofte til ære for turisterne. Her på stedet lå der fra 700-tallet et munkekloster, og i løbet af 1500-tallet blev den nuværende kirke bygget i gotisk stil. Kirken gennemgår i disse år en storstilet restaurering, men der er stadig adgang til det meste af den.

Bath Abbey, Abbey Churchyard

8 Klokken 13.30: En bid bolle hos Sally Lunn
I byens ældste hus fra 1482 serverer man en lokal specialitet, en blanding af bolle, kage og brød, der kaldes en Sally Lunn Bun. Angiveligt blev opskriften bragt hertil af en fransk huguenot-flygtning for over 300 år siden, men hvorvidt Solange Luyon (Sally Lunn) rent faktisk eksisterede, står hen i det uvisse. Det lille spisehus byder også på andre retter, og underetagen rummer et lille museum.

Sally Lunn’s House, 4 North Parade Passage

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

9 Klokken 14.30: I Jane Austens fodspor

Foto: Kim Wiesener

Dørmanden er klædt som en gentleman fra Jane Austens tid, og ved siden af ham står en voksfigur af en ung heltinde fra en af den elskede forfatters romaner. Jo, vi er i Austen-land, og inde på The Jane Austen Centre kortlægger de venlige og vidende medarbejdere hendes liv og ikke mindst forbindelsen til Bath, hvor hun boede i fem år.

Her opdager man også, at de samtidige portrætter af Jane Austen ikke var alt for vellignende. Det må man til gengæld gå ud fra, at voksfiguren af hende er, for den er blevet til i samarbejde med en ekspert fra det amerikanske forbundspoliti, FBI. På øverste etage ligger The Regency Tea Room, hvor man også kan indsnuse Austen-atmosfæren.

The Jane Austen Centre, 40 Gay Street

10 Klokken 18: En pint på The Raven
Oven på et intenst sightseeingprogram kan resten af eftermiddagen bruges på et lille hvil – eller på shopping i Baths centrale forretningsgader.

Foto: Abbey Ales/The Raven

Og så er tiden kommet til et glas ale af mærket Raven – eller Raven’s Gold – på pubben af samme navn. Det specialbryggede øl fås kun her og bliver serveret med et glimt i øjet. Atmosfæren er uhøjtidelig, men vil man høre høj musik, trække i en enarmet tyveknægt eller se fjernsyn, må man gå et andet sted hen.

The Raven, 6-7 Queen Street

11 Klokken 19.30: En smag af cirkus
I over 10 år har The Circus Restaurant været et af Baths bedste spisesteder med lækkert tilberedte lokale råvarer i moderne britisk stil – f.eks. er kanin ofte på menuen. Men selv om restauranten ligger tæt på en af byens fornemste adresser, The Circus – et cirkelformet bygningskompleks i georgiansk stil – er der intet prætentiøst ved den.

Atmosfæren er hyggelig og intim, betjeningen venlig, og priserne til at overkomme i betragtning af det høje gastronomiske niveau.

The Circus Restaurant, 34 Brock Street

Søndag

12 Klokken 10.30: Modens skatkammer
Selv for dem, der ellers er ligeglade med mode, er Fashion Museum Bath en underholdende og lærerig oplevelse. Det skildrer 400 års kulturhistorie gennem tøj og sko i alskens farver og materialer – lige fra handsker fra Shakespeares tid til nutidens kreationer fra de store modehuse. Dette modens skatkammer rummer omkring 100.000 genstande, mange af dem meget skrøbelige.

Foto: Kim Wiesener

Nogle af dem kan opleves på særudstillinger som ’Royal Women’, der vises frem til 28. april 2019. Her kan man bl.a. se den danske prinsesse Alexandras brudekjole fra 1863, da hun giftede sig med den senere kong Edward VII. Modemuseet ligger i underetagen af de berømte Assembly Rooms, hvis fornemme sale var omdrejningspunktet for Baths societyliv for 200 år siden. Der er fri adgang til disse lokaler, når de ikke bruges til andre formål.

Fashion Museum, Assembly Rooms, Bennett St.

13 Kl. 12.30 pizza, ale og levende musik
Når man besøger The Bell Inn, kan man meget let støde på en, flere eller ligefrem mange af denne uhyre populære, let excentriske og meget lokale pubs ejere. Der er nemlig hele 518 af dem, og The Bell Inn har status som et kooperativ, købt for fem år siden af en gruppe stamkunder og medarbejdere. Der er live-musik tre gange om ugen, bl.a. ved frokosttid om søndagen, hvor man kan lytte til jazz, blues, akustisk eller verdensmusik og skylle den hjemmelavede pizza – tilberedt på en cykelmadvogn ude i haven – ned med en god ale.

The Bell Inn, 103 Walcot St.

14 Klokken 14.30: Livet hos borgerskabet
De 30 elegante palæer – formet i en gigantisk halvcirkel – der udgør Royal Crescent, er et udsøgt eksempel på georgiansk arkitektur og har været blandt Baths fornemste adresser i 250 år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De troner over byen med udsigt til den frodige Royal Victoria Park. Palæet på adressen No. 1 Royal Crescent er i dag museum, indrettet i sen 1700-tals stil med originalt interiør og genstande – fra en kløpind over en fornem dames lusebefængte paryk til potter og pander nede i køkkensektionen.

Et lille stykke herfra ligger The Circus (se 11), som er værd at kaste et blik på i dagslys. Hvis disse arkitektoniske perler er blandt de sidste bygninger, man ser i Bath, er det en flot måde at tage afsked med byen på.

No. 1. Royal Crescent

Kim Wiesener er journalist og har i alt boet 12 år i Storbritannien. Nu bor han i København, men som forfatter til guidebogen ’Turen går til England og Wales’ besøger han Bath med jævne mellemrum.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Folkemødet åbner. Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale. Winni Grosbøll Borgmester. 
Christian Falsnæs performenskunstner får publikum sat i gang.

    Du lytter til Politiken

    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!
    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!

    Henter…

    Kristian Madsen og Amalie Kestler udpeger ugens vigtigste politiske begivenheder. Om regeringsdannelse og om Toga Vinstue. Og møder de politikere, som ellers burde bruge tiden på at danne en regering. Samt en der gik, og en der kom.

  • Du lytter til Politiken

    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...
    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...

    Henter…

    I dag begynder fire dage med Folkemøde på Bornholm - uden den slags debatter, der normalt vækker de store følelser. På Folkemødet diskuterer man De Store Ting. Alt det, som det organiserede Danmark synes er væsentligt at snakke om. Men hvad er dét så?

Forsiden