Vil man være sikker på at kunne omgås både katolikkerne og protestanterne i Nordirlands næststørste by i det nordvestlige hjørne af landet, bør man både sige Derry og Londonderry, når talen falder på denne karismatiske by.
Jo, alle ved selvfølgelig, at der er tale om én og samme by, men i et politisk følsomt område af landet udtrykker det et ønske om at respektere begge parters ståsted. Derry har dog bevæget sig langt fremad i forhold til fire-fem årtiers tidligere uro og turbulens, og fremstår i dag som en livlig og moderne by med sjæl og kant.
Når alt dette sagt, er der fortsat emner, en katolik og en protestant helst undgår at debattere. Det moderne islæt ses i form af den svungne elegante fodgænger- og cykelbro indviet i 2013 over floden Foyle, der forbinder den gamle bydel med den nyere på den østlige side. Broen blev rammende nok døbt Peace Bridge.
Det gamle look er dog den omtrent intakte 400 år gamle svulstige bymur, som inddeler det, der engang skarpt adskilt var dem indenfor og dem udenfor. De, der var indenfor, var overvejende protestanter, om end i mindretal, i forhold til dem udenfor, der var katolske arbejdere i kvarteret Bogside. Muren er imponerende i al sin vælde og faktisk en af Europas bedste bevarede.
Intakt ægthed
Et besøg i Derry kan suppleres
med en tur til den overdådige kyst, som folder sig ud fra Derry og østover. Byen er ikke pittoresk i sig selv; her – som mange andre byer i Storbritannien – er der ikke just skruet op for charmen i en grad, man ville opleve i andre egne på kontinentet.
Nyere bygningsværker med nogle årtier på bagen læner sig klos op ad muren på begge sider, og kun få steder støder man på noget, der ægger det visuelle blik. Men så meget desto mere fremstår Derry som en by, der står ved sin historie og sin ægthed.
På den knap to kilometer lange gåtur på muren hele vejen rundt er der alligevel blik ned til forførende pubber, kønne beboelser, enkelte victorianske palæer og sprælske gallerier. Netop dette fænomen synes Derry at have draget fordel af. Byen er populær blandt kunstneriske og alternative sjæle, når vi taler om kunstgallerier, gavlmalerier, barer og ikke mindst mad og drikke.
Gane og hals forkæles
Derry har i de senere år udviklet en anerkendt madscene. Flere kvalitetsrestauranter er skudt op i et imponerende omfang, når vi taler om en by med et indbyggertal på lige under 100.000, og hvor både turisme og business mest koncentrerer sig om hovedstaden, Belfast, med fire-fem gange så mange indbyggere.
Et af flere er Walled City Brewery, der, som navnet antyder, ikke blot er et spisested, men også et mikroølbryggeri. Faktisk den eneste bryggerirestaurant i hele Nordirland, som er smykket med titlen Best Gastro Pub in Ireland – altså også omfattende Republikken Irland.
James Huey og hans kone, Louise, åbnede stedet i maj 2015, og siden er det gået stærkt:
»Jeg havde to passioner i livet – ud over Louise – nemlig mikrobryg og Derry. Gode erfaringer i mit tidligere job som brygmester bar jeg med ind i vores eget foretagende, og det er foreløbig blevet til tre øl, Boom, Stitch og Kicks, som folk kommer langvejsfra og nyder her, gerne sammen med vores populære pintxos, den baskiske udgave af tapas«, fortæller James Huey, da Politiken møder ham i Walled City Brewery, hvor det store rykind af gæster denne aften taler for sig selv.
Et andet af de prisvindende spisesteder er Brickwork’s Restaurant, som opererer i et fusionskøkken med det bedste fra asiatiske, latinamerikanske og middelhavområdets traditioner. Endelig er mesterkokken Ian Orr løbet med priser for sin sofistikerede kogekunst i Brown’s in Town. Alene restaurantens livlige, men stilfulde rammer varmer op til en gastronomisk fest, når maden serveres. Ian Orr har syv år i træk i Good Food Eating Guide vundet titlen som bedste kok i Nordirland, og Brown’s in Town er anbefalet i Michelinguiden.
Overdådige Guildhall
Byens tidligere rådhus, Guildhall, som står på pladsen af samme navn, er et nygotisk pragtværk, som blev opført i 1890. I dag bruges bygningen til koncerter, udstillinger og turistkontor samt café. Indenfor i festsalen overvældes vi af det kæmpemæssige orgel, hvis piber fylder hele den ene side af lokalet. Bemærkelsesværdige er også de mange blyindfattede ruder, som reflekterer lyset udefra i et sandt farveorgie. Det flotteste syn af Guildhall får man fra toppen af muren lige overfor. Især en times tid før solnedgang, når den lave sol eksponerer bygningens røde sandsten som i et flammehav.
Det er ikke så få udfordringer, murene i Derry – bogstavelig talt – har måttet beskytte mod, siden de blev bygget i starten af 1600-tallet. Den mest navnkundige var belejringen i 1689, som varede 105 dage. Murenes højde er fra knap 4 meter til næsten 11 meter. Oprindelig var der kun fire byporte, men yderligere tre blev føjet til længe efter opførelsen.
Gavlene taler
En gåtur rundt på muren har sit bedste startsted ved byporten Magazine Gate, lige over for Guildhall, uden for muren, og Tower Museum, inden for muren. Hvilken retning man tager rundt om muren, er underordnet, men vi vælger at gå mod vest.
Efter et par minutter passerer vi indgangen til Craft Village, hvor der ligger flere udsøgte butikker og cafeer. En oplagt idé er at benytte nogle af de syv byporte til at gå ned og udforske de seværdigheder, der passeres. Det gælder ikke mindst, da vi når til den overvejende katolske bydel Bogside.
Ikke så mange skridt væk mødes vi af enorme gavlmalerier med motiver, især hentet fra konflikten imellem protestanter og katolikker, som blussede op i 1970’erne, kulminerende med Bloody Sunday i 1972.
Det er også her, det legendariske ’You are now entering Free Derry’ står malet på en gigantisk betonsokkel.
Thriller på plakaten
Værd at se er også den protestantiske St. Columb’s Cathedral, opkaldt efter byens grundlægger, missionæren St. Colomba. Den er byens ældste bygning og den første kirke på De Britiske Øer, der blev bygget efter reformationen. Indenfor ser vi en udstilling med forskellige genstande fra belejringen i 1689.
Videre mod øst går vi atter ned fra muren, her på Ferryquay Gate. Nær ved går vi indenfor i Millennium Forum, der er Derrys supermoderne kulturhus med elegant, lys og venlig arkitektur. Her er en gruppe af byens kvinder i gang med at øve koreografi til aftenens forestilling, Michael Jacksons ’Thriller’. Deres entusiasme er smittende i en grad, så et par af mændene i vores gruppe straks takker ja til at være med.
Vores rundtur på muren slutter, hvor den begyndte, ved Magazine Gate. Her bevæger vi os indenfor i det nye Tower Museum, som udstiller en lang række meget interessante detaljer fra den barske virkelighed, som Derry har haft igennem tiderne, også længe før muren blev opført.
Byens og Nordirlands historie bliver vakt til live takket være moderne interaktiv teknologi og pædagogiks finesse. Nok står 1970’ernes konflikt selvfølgelig tættest på i erindringen, men kig tilbage på århundrederne bekræfter blot en endeløs række af skæbnesvangre begivenheder som et uophørligt menneskeskabt vilkår.
Guidens farfar blev skudt
»Min farfar, der dengang var 31 år og aktiv i IRA, var den ene af de 13, der blev skudt og dræbt på Bloody Sunday«.
Rossa O’Docharlaigh arbejder som assistent på Museum of Free Derry, og udtalelsen viser, at han har et helt særligt forhold til konflikten mellem protestanter og katolikker, der har præget Nordirlands historie, og som stadig er et åbent sår i byen Derrys selvbevidsthed. Museet åbnede i 2006, men rykkede i 2017 til de nuværende lokaler i Bogside.
Museet har et væld af fotografier og anden form for dokumentation for den blodige konflikt i 1960’erne og 1970’erne imellem protestanterne og katolikkerne, af hvilke sidstnævnte ønskede uafhængighed fra Storbritannien. Kulminationen på striden var Bloody Sunday 30. januar 1972, hvor de britiske tropper skød og dræbte 13 demonstranter.
Der er tillige genstande, våben og skyts, som blev anvendt, og i den mere morbide ende en frakke med et skudhul. Interessant er også, at der hænger propagandaskilte fra løsrivelses- og borgerettighedsbevægelser fra andre dele af verden, såsom Sydafrika, USA og sågar Cuba.
Ikke uden en afdæmpet attitude, men alligevel med en vis emotionel påvirkning peger Rossa O’Docharlaigh på en forstørrelse af det billede, der blev taget, da farfaren er blevet skudt bagfra.
I museets skranke ligger der informationsfoldere på flere sprog, herunder baskisk.
Hvorfor på baskisk?
»Vi får rigtig mange besøgende fra Baskerlandet, især fra den spanske side. De føler et skæbnefællesskab med det katolske Nordirland, hvoraf mange fortsat ønsker en løsrivelse fra Storbritannien til fordel for indlemmelse i republikken Irland, i tråd med baskernes ønske om løsrivelse fra Spanien«, siger Rossa O’Docharlaigh.
Museum of Free Derry fortæller en gribende historie om de overvejende katolske arbejdere, som følte sig undertrykt af mindretallet af protestantiske unionister. Men upartisk er museet dog langtfra. Det er og bliver begivenhederne alene set fra de katolske separatisters side, der vises her.
------------------
Rettelse: I en tidligere version stod der, at de 13 dødsofre på Bloody Sunday i 1972 var IRA-medlemmer. Efter 12 års arbejde slog en undersøgelseskommission i 2010 fast, at der var tale om ubevæbnede demonstranter, og at militæret åbnede ild uden grund.
fortsæt med at læse
