Besøgte du New Zealand i 2017 og mistede et usb-stik med feriebilleder og -videoer? Så kan det være, at dine ferieminder havnede i maven på en leopardsæl og er fundet på Oreti Beach på Sydøen i New Zealand indsmurt i en leopardsæls afføring.
Professor Krista Hupman er marinbiolog på National Institute of Water and Atmospheric Research (Niwa) i Wellington i New Zealand og studerer leopardsælernes afføring.
For fire uger siden fik Krista Hupmann og hendes medarbejdere en overraskelse. To frivillige, Jodie Warren og Melanie Magnan, tog en nedfrosset leopardsælsafføring ud af fryseren. Afføringen blev fundet af en dyrlæge på Oreti-stranden i november 2017 og indleveret til Niwa, hvor den blev frosset ned.
Jodie Warren og Melanie Magnan begyndte at undersøge lorten, efter at den var tøet op. Det er ikke noget attråværdigt job, fortæller Jodie Warren på Niwa’s hjemmeside:
»Derefter sigter vi faktisk afføringen. Man anbringer den under den kolde vandhane, fjerner alle de grove materialer, ælter det lidt og tager knogler, fjer, tang og andet materiale fra«.
Blå kajak og røde sko
Pludselig opdagede de to frivillige noget stort og hårdt. Dybt inde i lorten lå et usb-stik, hvilket bestemt ikke glædede Jodie Warren:
»Det er dybt bekymrende, at disse fantastiske antarktiske dyr har plastik som dette inden i sig«.
Krista Hupman siger dog til Süddeutsche Zeitung, at det ikke er et hundrede pr0cent sikkert, at det er leopardsælen, som har ædt usb-stikket. Det kan være en fugl, som har spist feriebillederne, og så er fuglen efterfølgende blevet ædt af leopardsælen.
På usb-stikket var der billeder af søløver ved Porpoise Bay på Sydøen og en video med en sælhun og hendes unge, som boltrede sig i vandkanten. Porpoise Bay ligger næsten 100 kilometer fra det sted, hvor leopardsælens lort blev fundet.
Det eneste spor af usb-stikkets mulige ejermand er en video, hvor man ser spidsen af en blå kajak og et par røde sko. På stikket er der ikke billeder af genkendelige ansigter.
Fire personer har meldt sig og sagt, at usb-stikket er deres, men professor Hupman mener ikke, at nogen af de fire er ejermanden. For at få udleveret stikket skal man være i stand til at beskrive indholdet på usb’en og også kunne oplyse flere af de meget beskrivende filnavne, skriver New York Times.
Send lorten med posten
For at få udleveret stikket tilføjer professoren, at man skal aflevere en ny gang leopardsælsafføring. Helt alvorlig tilføjer Krista Hupman, at hun håber, at den massive omtale af usb-stikket i lorten vil opmuntre besøgende på New Zealands strande til at være forskerne behjælpelige i deres videnskabelige arbejde.
På hjemmesiden LeopardSeals.org er der en grundig instruktion i, hvordan man skal opsamle leopardsælens afføring på stranden, fryse den ned og sende den til Krista Hupmans videnskabshold.
»Pudsigt nok kan man sende det med posten. Man skal bare sikre sig, at det når endestationen i nedfrosset tilstand«, siger professoren til New York Times.
Leopardsælens afføring er af vital betydning for videnskabsfolkene. De kan få informationer om det antarktiske rovdyrs madvaner, dets almene helbredstilstand og måske nok så alvorligt, hvorfor flere og flere leopardsæler eller søleoparder, som de også kaldes, ses så langt nordpå som New Zealand.
fortsæt med at læse



























