Med bagdelen solidt plantet på stensætningen ved bronzeskulpturen Den Lille Havfrue i København sidder jeg omgivet af et par hundrede turister, der alle kæmper om at få det bedste foto af det ikoniske vartegn. De fleste er kinesere og englændere.
En mand med bøllehat bærer sin rygsæk på maven, så tyveknægte ikke kan komme til indholdet. Han balancerer på en sten 5 meter fra havfruen og svinger en 30-cm zoomlinse op foran øjet, presser kameraets udløser i bund og fastfryser en serie øjeblikke af fruen, der har taget opstilling på en anden sten og med nakken bøjet let bagover og en hånd plantet på hoften kigger ud over vandet denne mandag formiddag, hvor solen skinner fra en skyfri himmel og giver manden svedperler i hårgrænsen og rynker af anstrengelse ved øjnene.
I virvaret blandt de øvrige turister, der myldrer omkring ham, signalerer han til fruen med tomlen i vejret, at billedet er i kassen. For det er, hvad det handler om hernede. Tiden er knap (måske en halv time), et minde skal gemmes på hukommelseskortet, og så går turen til næste stop. Altid videre.
Turisterne bliver sat af i bus på vejen mellem havet og Kastellets voldgrav eller kommer her til fods fra krydstogtskibe på Langeliniekajen dirigeret af en guide fra rejseselskabet, der har medbragt et skilt med et bestemt tal på, så gæsterne ved, hvem de skal følge. Kinesisk og engelsk tungemål blander sig til en uformelig grød, der lige akkurat efterlader plads til, at havets bølgeskvulp også finder vej til mine øregange. Jeg prøver at fokusere på vandet for at få et øjebliks fred. Jeg er den eneste, der sidder ned. Noterer på min blok, mens den ene scene efter den anden udspiller sig. En kvinde er ved at falde over mine sko, da hun vil skrå over mine fødder.
