Jeg står i Gucci på Københavns mest berømte handelsgade, Strøget, og har fået øje på et par grønne og røde solbriller til 3.500 kroner. Jeg tager dem på, de klæder mig egentlig ikke, men på en god dag kunne jeg godt gå for at være en outreret kunstner. I bunden af butikken hænger noget, der minder om et todelt træningssæt i en slags velour. Buksen står til 5.850 kroner, mens man må hive 7.350 op af lommen for jakken. I modsatte ende af butikken hænger en sweater med kirsebær på. Den er blød og koster 12.750 kroner.
Et par kinesere kigger på tasker og forlader Gucci uden at købe noget. Jeg får øje på solbrillerne igen og bliver ramt af en djævelsk tanke denne formiddag i juni. Hvad mon der vil ske, hvis jeg tager solbrillerne på og blæser ud ad døren og sætter i sprint op ad den 1,1 km lange gade? De ville aldrig fange mig, men måske ville selve jagten over stok og sten puste lidt liv i Strøget, der ser ud til at have åndenød. Jeg kommer til mig selv og går mod udgangen, hvor en ung kvinde holder døren for mig og siger »tak for besøget«.
Strøget begynder ved Kongens Nytorv i den fine ende, hvor luksusbutikker med store internationale mærker som Gucci, Louis Vuitton og Mulberry ligger side om side med souvenirshops, der sælger alskens magneter, postkort, kasketter og bæltetasker. Du kan også få de evindelige churros, der er en kalorietung friturestegt kagedej med ekstra sukker ovenpå, til mellem 58 og 77 kroner.
På midterste stræk finder du tøjbutikker som Vero Moda, Weekday og seneste skud på stammen, Uniqlo, til folk med mere begrænset budget, og shoppingturen slutter ved Rådhuspladsen, hvor der lugter lidt mere af urin, hvor det meste er på tilbud i kategorien ’alt skal væk’, og en del lejemål står tomme, blandt andet en tidligere sportsbar.
