Kufferterne står stadigvæk i entreen, den ældste har højlydt konstateret, at køleskabet er rungende tomt, det er nej tak-postkassen næsten også (men det er min e-Boks og arbejdsmailens indbakke næppe), katten skal hentes ved kusinen, den mellemste er allerede online med bedsteveninden, og den yngste spørger, hvornår vi skal ud at købe hendes nye skoletaske … for jeg lovede jo.
Og jeg står i havedøren med mit krus overspringskaffe og mine dyrebare tiltuskede minutter og forsøger at nyde udsigten uden at distraheres af græsplænens tilstand, ukrudtsinvasionen, fugleklatternes psykedeliske mønstre på havemøblerne og de sørgelige rester af planter i krukkerne, jeg glædestrålende hjembragte fra planteskolen i maj. Niels er gået i bad, og overspringskaffen ville have været perfekt, hvis den var akkompagneret af en ostemad – men det ville kræve en tur i supermarkedet, og den mellemste har allerede husket mig på den konstante indkøbslistes bæredygtighedskrav om mindre kød, kaffe og kartofler og mere klid, kål og kikærter. Men hold da helt ferie, hvor havde vi en fantastisk tur!
