Varslet strejke i Heathrow-lufthavnen droppes mandag

Lyt til artiklen

Den varslede strejke i Heathrow-lufthavnen i London er blevet udsat.

Det oplyser repræsentanter for de ansatte i lufthavnen ifølge nyhedsbureauet AP.

Strejken skulle ellers være begyndt umiddelbart efter midnat mandag og skulle have varet til og med tirsdag.

Parterne i konflikten - de ansatte og lufthavnens ledelse - ønsker angiveligt mere tid til at forhandle, inden en eventuel strejke bryder ud.

Flere end 170 afgange - på tværs af forskellige luftfartsselskaber - mandag og tirsdag er allerede blevet aflyst på grund af den varslede strejke.

Det er blandt andet sikkerhedsvagter, brandmænd og chauffører, der har ønsket at nedlægge arbejdet.

De lufthavnsansatte i fagforeningen Unite har afvist et tilbud fra Heathrows ledelse om en lønstigning på 7,3 procent.

Efter lange forhandlinger i de sene timer natten til søndag har repræsentanter for fagforeningen igen søndag holdt møder med lufthavnens ledelse for at forsøge at finde en løsning på uenighederne.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her