Spydet peger direkte mod dragefisken, som elegant og intetanende sidder på et klippefremspring 22 meter under havoverfladen. Dens rødlige finner og giftige pigge bevæger sig bølgende som en glorie omkring den. Vi svæver vægtløst få meter fra den, men den flytter sig ikke.
En af dykkerne på vores hold, Valerio, kaster sit spyd, der som en pil skærer gennem vandet. Instinktivt lukker jeg øjnene et øjeblik. Spidsen af spydet rammer dragefisken lige bag øjnene, og den spræller et par gange, før den hænger stille på metalspydet. Et skoleeksempel på, hvordan man slår en dragefisk ihjel.
Det er en tveægget følelse. Mens jeg ikke bryder mig om at se fisken dø, ved jeg, at vi netop har gjort dette koralrev en stor tjeneste. For dragefisken er langt mere ødelæggende, end den er smuk.
Det er vores anden jagt på dragefisk på en uge her på dykkercentret Bay Islands College of Diving på Utila ved Honduras nordkyst. Centeret er anerkendt, fordi det har fokus på at uddanne dykkere til at kunne beskytte og overvåge koralrev, havdyr og mangrove.
