Næsten tre timers arbejdsnedlæggelse er slut.

Bagagemedarbejdere genoptager arbejdet i Københavns Lufthavn

Foto: Finn Frandsen (arkiv)/POLFOTO
Foto: Finn Frandsen (arkiv)/POLFOTO
Lyt til artiklen

Bagagemedarbejdere fra 3F genoptager arbejdet i Københavns Lufthavn efter en godt to timer lang fagforeningskonflikt.

Det siger Henrik Bay-Clausen, formand for 3F Kastrup, efter at Arbejdsretten har vurderet, at der er tale om en overenskomststridig nedlæggelse.

»Arbejdsretten kommer med kraftigt pålæg om at genoptage arbejdet, og det bliver med skærpet bod i udsigt«.

»Jeg tror, der bliver ro på, og at man går i arbejde. Jeg har ikke grund til at tro andet i hvert fald«, siger Henrik Bay-Clausen.

Bagagemedarbejdere fra SAS Ground Handling (SGH) er utilfredse med, at en kollega vil være medlem af en anden fagforening end 3F. Den pågældende medarbejder er blevet truet til at skifte fagforening.

Da medarbejderen mødte på job onsdag, nedlagde kollegerne arbejdet. To gange i sidste uge nedlagde medarbejderne hos SGH deres arbejde i Københavns Lufthavn i flere timer.

Lydfil dokumenterer trusler

Onsdag kunne Berlingske bringe en lydfil, hvor medarbejderen, der er medlem hos Ingeniørforeningen i Danmark (IDA), blev truet til at skifte til 3F af en nu tidligere næstformand i SGH.

SAS har ifølge Berlingske onsdag eftermiddag besluttet at sende den blandt 3F'ere upopulære medarbejder, der er vikar, hjem.

Omtrent 150 medarbejdere i SGH nedlagde arbejdet klokken 13.20. Det skete ifølge Berlingske, cirka ti minutter efter at den omtalte bagagemedarbejder var mødt på arbejde.

Klokken 15.35 vendte de omtrent 150 medarbejdere i SGH tilbage på arbejde. Det oplyser SAS til Berlingske. Men vikaren er altså sendt hjem, så flytrafikken ikke påvirkes yderligere.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her