Solen får Bantry-bugtens rolige vande til at glitre. Mellem vige kravler klipper og skær ud i bugten, så landskabet fremstår flænset, og bag det rejser sig lave, grønne bjerge, der pakker området ind og sikrer et mikroklima så mildt som ved Middelhavet. Vi befinder os i det allersydligste Irland, hvor landevejene er godt snoede, og hvor der synes at bo flere får end folk. I grøftekanten strutter lilla-rosa fuchsia og flammende orange montbretia som på et andet blomstermarked, og der er i det hele taget kun ét ord, der betegner egnen her langt mod syd: frodighed.
Sidst i 1800-tallet havde Irland været så mange prøvelser igennem, at den grønne ø var tæt på at gå til grunde økonomisk såvel som kulturelt og mentalt. Den enorme sultkatastrofe i årene 1845-49, der sendte en million irere i graven efter flere år med fejlslagen kartoffelhøst, havde gjort sit indhug. Efter The Great Famine, den store hungersnød, som denne triste epoke siden blev døbt i historiebøgerne, masseudvandrede irerne til USA, dels i frustrationen over udsigten til en fattig fremtid, dels i protest mod englændernes brutale og hovmodige dominans.
