Fremtiden er uvis: Bliver Spies nu solgt?

Lyt til artiklen

Normalt reklamerer Spies med ferier, man ikke vil hjem fra, men mandag er der nærmere tale om ferier, man ikke kan komme hjem fra.

Spies' moderselskab, Thomas Cook, er nemlig gået konkurs, og det betyder aflyste fly til og fra Danmark.

For Spies selv betyder konkursen en meget usikker fremtid, lyder det fra kommunikationschef i Spies Lisbeth Nedergaard.

»Vi er så kede af det, men vi har kun vidst det i nogle timer«.

»Nu er vi nødt til at sætte os ned og finde ud af, hvad konsekvenserne er, og hvordan vi kommer videre herfra«, lyder det.

Thomas Cook havde gennem længere tid været i økonomiske problemer og manglede akut 200 millioner pund (1,7 milliarder danske kroner), hvis det skulle fortsætte driften.

6.000 Spies-kunder strandet: Frem til klokken 10 minutter i tre i nat anede Spies ikke, at deres ejer ville kollapse

Forhandlinger mellem ledelsen, selskabets kreditorer og private investorer endte dog søndag uden resultat.

I Danmark håbede Lisbeth Nedergaard ellers til det sidste på en løsning.

»Indtil klokken var kvart i tre i nat, troede jeg fuldt og fast på, at den rekapitaliseringsplan, som vi var i gang med at forhandle, ville lande, så vi kunne fortsætte driften som sædvanlig«.

»Der var så mange gode kræfter, der var så mange, der gerne ville, men alligevel mislykkedes det. Det er vi simpelthen så kede af, for det er så trist«, lyder det.

Nu skal konkursboet finde ud af, hvilke dele af Thomas Cook der kan sælges fra.

Spies kan være lækkerbidsken

Ifølge Jacob Pedersen, som er aktieanalysechef i Sydbank og som følger luftbranchen tæt, vil alle kreditorer med penge i Thomas Cook nu forsøge at få mest ud af de aktiver, som rejsegiganten ejer, herunder danske Spies.

»Lur mig, om ikke der vil være nogle her på det nordiske marked, som tænker, at hvis man kan overtage Spies, så vil det være interessant«.

»Hvis Spies er et rejseselskab, som på egne ben kan tjene penge, så er det oplagt at få det solgt fra til en anden aktør i rejsemarkedet«, siger han.

Det vurdering vil Lisbeth Nedergaard ikke kommentere for meget på.

»Spies har altid været en sund forretning, og hvad der skal ske herfra, det ved jeg simpelthen ikke«.

Mandag formiddag er det stadig muligt at købe rejser på Spies' hjemmeside.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her