Hver tiende dansker siger, at de vil skære ned på flyrejserne. Et flertal efterlyser afgift på flyrejser, men de fleste politiske partier siger nej.

Efter rekordår på stribe flyver danskerne nu lidt mindre

Lyt til artiklen

Af en tidligere version af denne artikel fremgik det, at faldet i afrejser var langt større end tilfældet er. Politiken beklager fejlen, som nu er rettet.

En ting er at sige, at man vil flyve mindre for klimaets skyld. En anden ting er at gøre det.

Men tal fra Københavns Lufthavn tyder på, at i hvert fald lidt flere danskere er begyndt at sætte handling bag deres ord.

Når man zoomer ind og ser på de rene afgange uden transit, har der frem til 31. oktober været et fald på 76.730 passagerer i forhold til samme tidspunkt sidste år. Sidste år var der frem til 31. oktober 12.228.924 afgange uden transit. I år er tallet 12.152.194 afgange uden transit.

Det kan være et vigtigt vendepunkt efter ti år, hvor det samlede passagertal er steget år for år, ofte med flere hundrede tusinder pr. år, mener forsker ved Center for Oplevelses- og Turismeforskning på RUC Jørgen Ole Bærenholdt.

»At ændre vores rejsevaner er som at vende en supertanker. Så når vi ser de her relativt små forandringer, kan det være, fordi båden er ved at dreje. Klimaudfordringerne er med til at skubbe til den udvikling, blandt andet når ekstrem varme i Sydeuropa får folk til at fravælge at holde deres ferie der«, siger Jørgen Ole Bærenholdt.

Sidste år rejste over 30 millioner passagerer til og fra Københavns Lufthavn.

Det er ikke til at sige, hvor mange af de knap 77.000 færre rejser, der skyldes, at danskere har fravalgt en flyrejse.

Dog er antallet af overnatninger, som turister fra fjerne destinationer som Kina og USA har haft i Danmark steget med mere end 50.000 til dato i år sammenlignet med samme periode sidste år. Med andre ord vokser det antal turister, der flyver til og fra Danmark, mens tallet for lokale afrejsende altså er faldet.

Også i Aalborg har over 70.000 færre passagerer valgt at flyve fra lufthavnen, en nedgang på knap 10 procent af lokalt afgående passagerer. Billund Lufthavn har omvendt oplevet en fremgang på fem procent eller 77.000 passagerer.

Mens der er det lille fald i afrejserne i Danmark, stiger den globale lufttrafik kraftigt. I 2013 var 3,1 milliarder passagerer på vingerne, i 2019 nåede passagertallet op på 4,6 milliarder.

Lange rejser belaster

Henrik Gudmundsson fra klimatænketanken Concito håber, at det især er de lange flyrejser, danskerne har skåret ned på.

»Det er da alt andet lige en positiv nyhed for klimaet, at danskerne flyver mindre. Men det gælder især, hvis det er de lange flyrejser. De korte indenrigs flyruter er ikke så belastende. Hvis folk skar ned på flyturen til for eksempel Thailand, ville det batte meget«, siger Henrik Gudmundsson og peger på, at en flyvetur til Østen kan svare til fem ton CO2 eller mere end fjerdedel af en enkelt danskers årlige klimabelastning.

Han håber, at udviklingen er et tegn på, at danskerne generelt tænker mere over, hvordan deres forbrug belaster klimaet.

»Spørgsmålet er, om det, at flyselskaber og rejsebureauer er begyndt at reklamere med kompensation for flyrejser, vil medvirke til, at folk bliver mere bevidste, eller om det vil få kunderne til at købe flere rejser igen«, siger Henrik Gudmundsson.

I Københavns Lufthavn er chief traffic forecaster i CPH Airport Thomas Thessen ikke overbevist om, at faldet i passagerer er udtryk for klimabekymringer.

»Der er et mindre fald i antallet af lokalt afgående danske, svenske, norske og andre udenlandske rejsende, mens der er lidt flere i transit. Men det er svært at sige hvorfor«, siger Thomas Thessen i et svar på mail. Han ser også SAS’ pilotstrejke, Norwegians tilpasning af deres trafikprogram samt konkurserne i WOW Air og Primera Air som benspænd for flytrafikken.

»Der kan være flere årsager. For eksempel kan det være en reaktion på de let stigende priser i 2019«, siger Thomas Thessen.

Flertal vil have flyafgift

Når man spørger danskerne selv, oplyser flere og flere, at de enten har fløjet mindre i år eller vil tage på færre flyrejser næste år.

For eksempel siger 11 procent i en repræsentativ undersøgelse, som Megafon har foretaget for Politiken, at de flyver mindre i år, end de gjorde for et år siden, og ni procent vil flyve mindre næste år. Sidste år var det kun syv procent, der ville ændre flyvaner. Hele fem procent melder ud, at de helt vil droppe at flyve, hvilket nul procent af de adspurgte var klar til i 2018.

Flyafgifter er meget mere populære, end det er selv at skære ned på flyrejserne. Mere end hver anden dansker – 59 procent – synes, at det ville være i orden, hvis der blev lagt en klimaafgift på 250 kroner på flyrejser.

Men det politiske flertal er imod en sådan afgift. Kun Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Alternativet og de radikale er med på idéen, viser en rundspørge, som Politiken har foretaget. Klimaordfører hos Radikale Venstre, Ida Auken, synes ellers, at befolkningen sender et klart signal til Christiansborg.

»Det er en overvældende opbakning og en meget klar besked til regeringen om at komme i gang med afgifter på flyrejser. Danskerne har forstået, at det er helt afgørende at få gjort noget ved alle dele af klimaskadelig transport«, siger Ida Auken.

Turismeforsker Jane Widtfeldt Meged oplever, at der er en bevægelse hen imod nære rejsemål.

»Folk er begyndt at undersøge alternative rejseformer i det små. Interrail er blevet noget, som er for børnefamilier og alle generationer, og Visit Danmark kan fortælle om, at flere vælger at blive i Danmark om sommeren«, siger Jane Widtfeldt Meged.

»Folk vil gerne gøre noget mere, men de mangler nogle anvisninger og gode råd. Det kunne være rart med lidt retningsanvisninger og nudging for, hvordan man får skabt de nye ferievaner«, siger Jane Widtfeldt Meged.

Sune Højrup Bencke

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her